10-04-2000

Jubilæumsudgaven af den lokale turist-guide er kommet på gaden

Grenaa Blad logo

Den lokale turist-guide for Grenaa, Midtdjurs og Nørre Djurs er netop udkommet i et oplag på 50.000 eksemplarer. Det er 25. år i træk Grenaa Bladet står bag udgivelse af lokal turistinformationDen lokale turist-guide for Grenaa, Midtdjurs og Nørre Djurs er netop udkommet i en jubilæumsudgave. »Tourist Guide 2000-2001« udgives af Grenaa Bladet ved bogtrykker Ole Skaanning Olesen, der har stået bag udgivelsen af en lokale turistguide siden 1975. Indholdet er påny relevant, redaktionelt turiststof og diverse informationer på dansk, tysk og engelsk - samt annoncer fra de enkelte områder. Jubilæumsudgaven er blevet trykt i en ekstra god papirkvalitet, i A4-format og trykt i heatset med 4-farve på alle siderne. 56 sider er 25 års jubilæumsudgaven på, og som en nyhed bringer den lokale turistguide i år bykort over de større byer i området. Oplaget er som tidligere år på 50.000 eksemplarer, og den uddeles gratis overalt i turistområderne på Nordøstdjursland.


Det redaktionelle turiststof inkluderer emner som: En byvandring gennem Grenaa, Grenaa Plantage, Djurslands østkyst, oldtidsminder, slotte, Djurslands kirker, spise og »gå i byen« guide, fiskeri, Norddjursland rundt, Fjellerup by, Bønnerup Strand, Midtdjurs/Kolind, Ryomgård, Grenaa Havn og camping.


Efter oplæg fra turisterhvervets paraplyorganisation, Destination Djursland, skulle der slet ikke have været udgivet andre turistbrochure end den regionale fællesbrochure, som destinationen satte sig for at stå som udgiver for sidste år. Men ikke desto mindre er der altså blevet udgivet en lokal turistbrochure i både Ebeltoft og Grenaa.

- Destinationens brochure er da nydelig, men vi mener altså, at der den til trods stadig er behov for en lokal brochure, der går lidt mere i dybden med tingene, end en stor fællesbrochure for hele Djursland i sagens natur kan. Annoncørerne har da også i vid udstrækning bakket op omkring den lokale turist-guide, og det er vi naturligvis glade for. Ikke mindst i år, hvor vores guide har 25 års jubilæum, siger Ole Skaanning Olesen fra Grenaa Bladet.


Grenaa Bladet har siden 1975 udgivet turistaviser og turistguider på Djursland. Den første udgave fra 1975 var trykt i almindeligt avisformat og på avispapir. Siden gik man over til A4-formatet, og guiden er i de senere år trykt i heatset med 4-farve på alle siderne - og altså i en ekstra god papirkvalitet i år på grund af 25 års jubilæet for udgivelsen af den første lokale turist-guide i Grenaa Bladets regi.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000