10-04-2000 |
|
»Jaja« gæster Kruset |
![]() |
Duoen »Jaja« gæster Det Gyldne Krus i Lillegade i Grenaa den 14. og 15. april. Duoen består af to erfarne musikere, som laver en rask cocktail af musik fra The Beatles til Peter Gabriel - blandet med egne numre. De har spillet sammen i 4 år i Skandinavien og USA i caféer, på festivaler, hos firmaer, private fester - ja hele spektret. De synger og spiller akustisk og elektrisk på 9 forskellige instrumenter. Bruger blandt andet synthesizere med fuld orkesterlyd i alle lydniveauer. I øjeblikket arbejder de med materiale til deres anden CD sammen. De har begge medvirket på et stort antal plader i egne bands og som studiemusikere.
Jonathan Ash kommer fra England, hvor han har turneret med blandt andre 10CC, The Crystals og Johnny and the Hurricanes. Han lavede en LP med eget materiale i slutningen af 70'erne og turnerede derefter med sit eget band, indtil han i 1981 kom til Danmark. Her har han blandt andet spillet med Vivienne McKee's Crazy Christmas Cabaret, sideløbende med turnéer her og i udlandet med rockteatershowet »Rock Clock«, som nu har optrådt for 140.000 mennesker. De lavede CD'en »Touch The World« under navnet Rock Comics.
Den anden del af duoen, Jesper Agerschou, er som navnet antyder pæredansk. Han er uddannet fløjtenist og spiller desuden saxofon og guitar. Han har spillet siden 70'erne med Skunk Funk, Kim Larsen, Jomfru Ane Band og mange flere. I fem år har han turnéret udlandet tyndt med Frede »Fup« Nordbrink i duoen »To«, som udgav CD'en »Lad Os Flyve Til En Stjerne«.
Duoen »Jaja« gæster Det Gyldne Krus i Grenaa fredag den 14. og lørdag den 15. april.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000