10-04-2000 |
|
Grenaa Byråd har påny haft den kommunale rengøring på menuen |
![]() |
Udliciteringen af den kommunale rengøring på kommunens skoler og institutioner har påny været behandlet på et byrådsmøde på Grenaa Rådhus. Det skete tirsdag i sidste uge, hvor byrådet skulle tage stilling til en sag omkring afledte udgifter i forbindelse med flertallets valg. Et snævert flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Grenaa-Listen besluttede på mødet den 14. marts, at kommunens eget personale skulle have opgaven, selv om dette tilbud var noget dyrere end ISS'. Efterfølgende er der så blevet lavet en opgørelse over de forventede afledte udgifter på rengøringsområdet her i år 2000 set i forhold til budgettet. Her går man ud fra, at de medarbejdere der skal opsiges som følge af den 20% udgiftsreduktion, der ligger i personalets tilbud, har en gennemsnitlig opsigelsesperiode på 4 måneder. Denne udgift ventes at ville koste kommunen lidt over en million kroner. Penge der hentes via et mindreforbrug på støttet boligbyggeri og en ikke-budgetteret indtægt på 1,19 mio. kroner vedrørende tilbagebetaling af indskud i Aarhus Lufthavn. Og det sker ved at snuppe lidt over en halv million fra hver af de to konti. De borgerlige slog sig imidlertid påny i tøjret, da pengene skulle bevilges, og udtrykte bekymring for yderligere fremtidige udgifter på området, der totalt vil udhule den besparelse, som der er lagt op til. Venstres gruppeformand Svend Brandstrup Hansen lagde ud.
- Der er blevet taget en forkert beslutning. Man har valgt den økonomisk dårligste løsning for kommunen, og vi står nu og skal finansiere 430.000 kroner mere end vi havde skullet, hvis et nyt selskab havde overtaget hele opgaven. Derudover risikerer vi at skulle betale endnu mere til ekstra udgifter til ledelse og nyt maskineri, og så står vi måske tilbage med minmal besparelse - om overhovedet nogen. I Venstres gruppe vil vi være meget opmærksomme på, at arbejdet udføres som det skal. At betingelserne for aftalen overholdes, og at det hele bliver ført igennem, så det ligner det vi har købt til forveksling, sagde han blandt andet.
Svend Brandstrup Hansen var heller ikke vild med finansieringen af ekstraudgiften. Han mente, at det var en lidt for nem løsning blot at hente pengene via nogle uforudsete indtægter på lufthavnen.
- Lige så snart en sådan sum penge er i kassen, skal man vide hvor de skal hen. Det kan ikke være rigtigt, at man kan bruge sådanne penge efter et tilfældighedsprincip om, hvor der p.t. er et hul, sagde han.
Husk alle udgifter
Socialdemokraten Henning Christensen mindede de borgerlige om, at de skulle huske at få alle udgifter med, når der skal udliciteres.
- Hvad med dem, der skulle have været fyret ved en udlicitering af opgaven til et privat selskab. Også udlicitering til et privat firma koster en kommune penge, sagde han.
De Konservatives Poul Bach kaldte det en ærgerlig sag, fordi byrådet efter hans mening burde have valgt den billige driftsform.
- Men det er rigtigt, at enhver virksomhedsoverdragelse har sin pris, men omvendt havde man givet fået nogle mere tilfredse medarbejdere i den sidste ende. Det vi står med nu er nogle timetal på vores institutioner, der ser noget tilfældige ud. Halvering af timetallet i en børnehave eksempelvis. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at vi bakker op omkring området, så resultatet lever op til vores forventninger. Der venter i øvrigt også udgifter til nyt udstyr, så hvad ender den reelle besparelse med at lande på? De 20% pr. år synes jeg heller ikke rigtig man har forholdt sig til endnu. Det er en ærgerlig sag for alle parter, og vi kan ikke medvirke, sagde Poul Bach.
Budget-lærdom
Grenaa-Listens Egil Classen kaldte sagen et skoleeksempel på, at en påtænkt besparelse typisk først får virkning halvvejs inde i et budgetår, fordi en ny driftsform først kan træde i kraft et godt stykke inde i året.
- Vi skal huske den her sag, når vi går i gang med at lægge budgettet for 2001. En besparelse på 20% på et område kan ikke nåes på den halve tid. Det er logisk, sagde han.
Venstres Knud Kildal gjorde opmærksom på, at en privat entreprenør ikke ville være dyrere - tværtimod.
- Vi havde skullet betale 430.000 kroner mindre end der nu er behov for, og det vi havde skullet betale, ville vi kunne have hentet hjem igen via langtidsbudgetterne. Det kan vi ikke nu med valget af kommunens eget personale, sagde han.
Socialdemokraten Henry Møller gjorde opmærksom på, at der hele tiden havde været usikkerhed om hvorvidt de 20% ville kunne nåes i indeværende budgetår, og så undrede han sig over, hvor længe de borgerlige monstro ville være sure over at have tabt en afstemning.
- Vi har altså prøvet noget tilsvarende - ikke mindst omkring sommerhusgrundene - og her har vi altså loyalt bakket op om den flertalsbeslutning ved senere afstemninger med relation til samme sag - selv om den gik os imod. Vi respekterer en flertalsbeslutning, og det burde I også gøre, sagde han.
Venstres Jørgen Katholm ville gerne holde fast i, at byrådet havde sagt nej tak til en årlig besparelse på 1,4 millioner kroner - udover hvad der er lagt op til af besparelse på området med flertalsbeslutningen.
- Oveni hatten skal vi nu lægge 430.000 kroner - plus kommende millionudgifter til nødvendig udskiftning af materiel. Det var en sort tirsdag for Grenaa Kommune, hvor der blev taget en forkert beslutning på baggrund af nogle forkerte argumenter omkring nedslidning af personalet og dårlig kvalitet, fastholdt Jørgen Katholm.
Henry Møller svarede igen med en bemærkning, at kostede det to millioner kroner ekstra om året at sikre et godt arbejdsmiljø og god kvalitet på rengøringsområdet i kommunen, så ville Socialdemokratiet godt sige ok til noget sådant.
Svend Brandstrup Hansen sluttede debatten af med, at man i den borgerlige lejr ikke led af den vrangforestilling, at en privat virksomhed var lig med dårligt arbejdsmiljø og dårlig kvalitet.
Borgmester Gert Schou havde dog lige den afsluttende bemærkning til sagen, at de 20% skal nåes på sigt.
Venstre og De Konservative kunne ikke medvirke, idet sagen gik til afstemning, men vedtaget blev det ikke desto mindre med stemmer fra S, SF og Grenaa-Listen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000