10-04-2000 |
|
1999 et år med stor aktivitet i GIF Fodbold |
![]() |
På generalforsamlingen i GIF Fodbold den 30. marts kunne formanden, Jørgen Steffensen, indledningsvis i sin beretning konkludere, at 1999 havde været et år præget af stor aktivitet i afdelingen, der blandt andet afviklede den 15. Kattegat Cup, DBU Fodboldskole i uge 26 og åbnede fritidsordningen »INFO'en« i samarbejde med Grenaa Kommune.
Om de to førstnævnte ting, sagde formanden følgende:
- DBU's fodboldskole samlede fuldt hus med 128 deltagende drenge og piger, og fodboldskolen blev en ubetinget succes. Det skyldes ikke mindst Poul Erik Lassens store indsats. Kattegat Cup - den 15. i rækken - blev afviklet med stort deltagerantal, men dog lidt færre end sædvanligt. Årsagen er formentlig to faktorer: Lukningen af den ene færgerute til Sverige og den senere afvikling af stævnet. Organisatorisk var Kattegat Cup-udvalget fuldstændig forberedt, hvilket betød, at stævnet blev afviklet i ro og mag uden stress. Også for ledergruppen blev der lejlighed til at nyde stævnet med den helt specielle stemning, sagde Jørgen Steffensen, som derpå kom ind på »INFO'en«, der åbnede den 1. maj 1999.
- INFO'en startede med 35 børn og 15 på venteliste. På nuværende tidspunkt er deltagerantallet en anelse mindre, og ligeledes er ventelisten reduceret. Vi havde ikke forventet, at INFO'en ville starte uden problemer af nogen art. Det er vist ikke muligt at planlægge sig ud af alt. Vi har også skullet vænne os til nye brugere i huset, og det har været nødvendigt at udarbejde regler for brugen af huset, og faciliteterne i huset. INFO'en har i øvrigt givet GIF Fodbold og Grenaa Kommune en masse positiv omtale, hvor vi godt kan tillade os at være lidt stolte. Blandt eksemplerne en helsides omtale i Jyllands-Postens søndagsudgave og et indslag i DR-TV's 19-direkte, sagde Jørgen Steffensen.
Sportslig fremgang
Også sportsligt var 1999 et godt år for GIF Fodbold, kunne formanden notere sig.
- Igen markerede klubben sig som den højstrangerende fodboldklub på Djursland. Det gælder såvel på senior- som på ungdomsniveau. 1. holdet formåede at sikre sig oprykning til Jyllandsserien. 2. holdet forblev efter oprykning i Serie 2. Ynglingemester-holdet opnåede divisionsstatus, og gjorde os alle stolte. Damesenior rykkede op i Serie 1 og ungdomsafdelingen kunne byde på flotte resultater med flere mesterskaber, sagde Jørgen Steffensen.
Økonomien er også kommet på fode igen ovenpå nogle tunge år.
- For nogle år siden blev der iværksat nogle tiltag for at forbedre økonomien. De tiltag, der var på tale, var øget satsning på sponsorsiden, der nu indbringer knap 400.000 kroner om året, ændring af kontoplanen således at ungdoms- og seniorafdelingen selv blev ansvarlig for egne budgetter, ændring af driften af cafeteria og aftale med Kattegat Cup. Disse tiltag har båret frugt. For 1999 kan GIF Fodbold derfor fremvise et pænt resultat med overskud på omkring 130.000 kroner, selv om der er blevet investeret et ret pænt beløb på ombygning af klubhuset med videre, sluttede Jørgen Steffensen.
GIF Fodbolds 1. hold spiller nu i Jyllandsserien. Her ses ex-Europamester Kent Nielsen med sine tropper, der på lørdag den 15. april skal spille sæsonens 4. kamp. Det foregår på Grenaa Stadion mod TST 79 fra Tilst ved Århus.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000