10-04-2000 |
|
»Bushwackers« indtager Grenaa Bowlingcenter |
![]() |
Grenaa Bowlingcenters Musik Grand Prix 2000 ruller også deruda' på fredag den 14. april, hvor det er bandet »Bushwackers«, der trykker den af. Forkærligheden for blues og rock er fundamentet i bandet, som med sit brede repertoire tiltaler såvel det dansende som det lyttende publikum. »Bushwackers« spiller både nyere numre og gamle klassikere fra ind- og udland. Bandet blev født i 1996 og består af fem mand, der alle har deres rødder på Djursland, men som i dag er spredt rundt i Østjylland. Mikael Conley, Århus, er forsanger, og formår med sin karakteristiske stemme at synge alt lige fra sjæleren til den rå rock. Thomas Riis, Aalborg, og Mogens Kristensen, Holbæk Mark, er bandets guitarister, som leverer både det grundlæggende guitarspil og de klassiske soloer. Bandets rebel, Brian Søndergaard, Allingåbro, er manden bag trommerne. Med sit uforudsigelige spil er Brian Søndergaard med til at »Bushwackers« sætter sit helt eget præg på musikken - til tider uden aftale med resten af medlemmerne. Til at levere de grundlæggende toner får Brian hjælp af Steen Helbo, Kolind, som er bandets bassist.
Med numre af kunstnere som for eksempel Stig Møller, Steppeulvene, Chris Rea, Allmann Brothers Band, Eagle Eye Cherry, Doors og The Rolling Stones, skulle »Bushwackers« være et oplagt emne til underholdningen på musikcaféer, klubarrangementer, privatfester eller lignende.
Døm selv på fredag den 14. april, hvor bandet træder op på bowlingcentret i Grenaa.
»Bushwackers« er det næste levende billede i Grenaa Bowlingcenters Musik Grand Prix 2000-serie. Det sker på fredag den 14. april.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000