10-04-2000 |
|
Handelscenter Grenaa er på »nettet«! |
![]() |
http://www.handelscentergrenaa.dk - surf hen på denne internet-adresse, og man lander på Handelscenter Grenaa's nyudviklede website med informationer om handelscentret og dets medlemmer - herunder links til de af medlemmerne, der selv har en hjemmeside-adresse på internettet. Handelschef Preben Andersen og folkene bag den nye website - en lille flok handelsskolelever fra Grenaa Handelsskole med underviser Kaare Heinsen i spidsen - præsenterede onsdag i sidste uge Handelscenter Grenaa's debutsider på internettet.
Der er tale om et Projekt Ung Virksomhed, hvor 9 handelsskoleelever på HH-linien har oprettet deres egen virksomhed, MouseArt, som så har hjulpet Handelscenter Grenaa med at få lavet disse internet-sider. Det er foregået gennem et halvt års tid, hvor eleverne har lavet det hårde benarbejde med at indhente oplysninger og fotos fra de enkelte virksomheder til brug i forbindelse med den enkelte virksomheds »visitkort« på siderne.
Index'et på adressens forside rummer emner som nyheder, medlemmer - der hver især præsenteres med to farvefotos og nogle velvalgte faktaoplysninger om hver enkelt firma - idé og mål, bestyrelse, vedtægter og gavekort-ordningen.
Handelschef Preben Andersen erklærede ved præsentationen, at eleverne og deres projektleder havde ydet et kæmpearbejde i processen med at få lavet siderne.
- De unge mennesker i MouseArt har løbet en del forgæves i butikkerne med henblik på at lave de nødvendige fotos med videre. Så passede det ikke lige ejeren den dag, så var der juledekorationer og siden gule udsalgsskilte, der forhindrede en fotografering. I har med andre ord været utroligt tålmodige, og har lavet et flot stykke arbejde, som vi i Handelscenter Grenaa er utroligt glade for. Det skulle fremover gerne være sådan, at jeg med instrukser fra Kaare selv kan gå ind og lave løbende opdateringer på siderne, afhængigt af hvad der sker af nyt, sagde handelschefen.
MouseArt-folkene går på 2. års HH, og er først færdige med deres uddannelse til næste sommer. De erklærede på pressemødet, at arbejdet med at lave handelscentrets hjemmeside havde været en større opgave end forventet - mestendels på grund af den svingende interesse fra medlemmernes side. Nogle har ikke villet bruge kræfter på opgaven, mens andre er gået op i det med liv og sjæl. Ikke desto mindre har alle 130 medlemmer fået hver sit elektroniske visitkort på nettet
Kaare Heinsen forklarede, at der ikke var tale om den store tekniske løsning, men at man med den rette investering vil kunne videreudvikle siderne til også at rumme E-handel, hvilket jo ikke ville være unaturligt, når der nu engang er tale om medlemmer af en handelsstandsforening.
Fundamentet dertil er under alle omstændigheder støbt.
De 9 MouseArt-elever har fået lidt økonomisk belønning ud af anstrengelserne, og de penge skal bruges til en studietur til Holland om føje tid.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000