03-04-2000 |
|
Karen Eriksen har overtaget Hotel Havlund |
![]() |
Forpagteren af Hotel Grenaa på Trekanten gennem knap fem år efterhånden, Karen Eriksen, har pr. den 1. april overtaget Hotel Havlund ved Grenaa Strand. Køberen af bygningerne hedder Torben Rørbæk Jensen, der også ejer Hotel Grenaa, men det er efter samme koncept som på Trekanten Karen Eriksen, der lejer sig ind i hotel-, café og restaurationslokalerne som selvstændig forpagter. Sælgeren hedder Arne Jørgensen, der har drevet Hotel Havlund i mere end 10 år.
Karen Eriksens planer går ud på at lave en café på stedet, drive restaurant - både a la carte og til selskaber - og regulær hoteldrift med de 11 værelser, som Hotel Havlund råder over. Hotellets navn pilles der ikke ved.
- Det er en stor mundfuld, men jeg har mod på det. Jeg skal helst have solide udfordringer. Så fungerer jeg bedst. Her på Hotel Grenaa mangler vi tit plads, og der er ikke mulighed for at udvide, så vi kan få plads til flere og større selskaber. Med overtagelsen af Hotel Havlund får jeg mulighed for at kunne holde både flere og større selskaber. Jeg var blevet træt af at skulle sig nej til folk, og det skulle jeg i vid udstrækning gerne kunne slippe for fremover, siger Karen Eriksen til Grenaa Bladet.
Springet til de nye faciliteter for sin virksomhed tager hun altså efter fem år som forpagter på Hotel Grenaa, hvor hun har opholdt sig 9 år i alt, hvis man tager tiden som almindeligt ansat med.
Hendes planer for Hotel Havlund-komplekset går i retning af at lave en rigtig café i »Havfruen«, som omdøbes til »Strandcaféen«. Her skal der serveres rigtig cafémad og cappucino, café au lait og alt hvad der ellers hører til i en rigtig café.
- Det bliver nok et sæsonbetonet foretagende, mens jeg satser på at køre restaurant hele året rundt. Både a la carte og selskaber. Og så satser jeg i øvrigt stærkt på at skabe en lidt eksklusiv restaurant i de tidligere Fan Club-lokalerne. Jeg synes og fornemmer, at byen trænger til noget sådant, og bygningen og lokalet i sig selv inviterer jo kraftigt til det, siger Karen Eriksen.
Hotel Havlund ved Grenaa Strand er blevet overtaget af forpagteren på Hotel Grenaa på Trekanten, Karen Eriksen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000