03-04-2000

Der værnes om sangskatten

Grenaa Blad logo

7 gæve spillemænd, en underholdende og fortælleglad præst og en forventningsfuld og sangglad forsamling på cirka 80 - det var hvad der var mødt op til Nørre Djurs Gymnastik- og Atletikafdelings sangaften på Glesborg Skole i sidste uge.


Og det viste sig at være en god cocktail - og et særdeles godt bidrag til at bevare og videreføre den danske sangskat. Pastor Jørgen Pedersen causerede over en række af de bedste sang- og salmeskrivere - blandt andre Kaj Munk, Grundtvig og H. C. Andersen - mens Nørre Djurs Spillemændene sørgede for den musikalske ledsagelse. Der blev sunget af hjertets lyst med et repertoire, der pæsndte over dejlig forårssange og lystige viser. Det blev endvidere nævnt, at 5 af de 7 Nørre Djurs Spillemænd netop i år har spillet sammen i 25 år. De to sidste er kommet til lidt senere.


Sangaftenen er efterhånden blevet en tradition for Nørre Djurs Gymnastik- og Atletikafdeling - og en tradition, som man hæger om. Siden 1989 har man arrangeret sådanne sangaftener forår og efterår og altså ialt 22 af slagsen efterhånden.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000