03-04-2000

H. C. Pedersen

Grenaa Blad logo

Indehaveren af Stjernekiosken på Havnevej i Grenaa, H. C. Pedersen, er blevet eneforhandler i området af Det Danske Klasselotteri. Dette forhold blev omtalt for nogle få uger siden i Grenaa Bladet under herstående rubrik. Desværre kom redaktionen for skade at skrive, at Klasselotteriet kører med to halvårlige trækninger. Det er naturligvis ikke korrekt. Klasselotteriet kører nemlig med månedlige trækninger - og endda med hele fem af slagsen hver måned. Trækningerne finder sted fra den 15. til den 19. i måneden, og med hjælp fra den lille kugleramme skulle det give 30 trækninger indenfor en halvårsperiode. Klasselotteriet afholder derimod to lotterier pr. år, og man kan dels forny sine lodder for et halvt år ad gangen, og dels forny sine lodder hver måned. Det næste lotteri starter her i april måned, og salg og fornyelse af lodder er således i fuld gang hos Stjernekiosken i Grenaa. Frem til og med den 8. april kan man købe sine lodder til den kommende halvårsperiode, så det er ved at være sidste udkald, hvis man vil være med i den nye halvårsperiode, udtaler H. C. Pedersen.

Udover salg af enkelte lodder er nyheden, at man kan deltage i Klasselotteriet på anparter, hvor man køber sig til en part i et spil med mange lodder, og deraf større chance for gevinst.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000