27-03-2000

Lang stribe af hærværk i Grenaa efterforskes!

Grenaa Blad logo

Lørdag aften og natten til søndag i forrige weekend blev der i Grenaa begået omfattende hærværk mod insitutioner, privatboliger og forretninger i en lang stribe fra Åboulevarden, Vibevej, Sønderallé, Søndergade, Randersvej og til nøddekvarteret. 11 tilfælde af groft hærværk har politiet noteret sig - fortrinsvis rudeknusninger, der typisk er sket via stenkast. Søndre Skole blev blandt andet hårdt ramt. Her trængte man også ind i skolens musiklokale, og udøvede her groft hærværk på mange af skolens musikinstrumenter. Grenaa Politi har sat en hel del ressourcer af til opklaringsarbejdet på grund af det omfattende hærværk, der indtil videre har rundet de 100.000 kroner hvad angår ødelæggelser af værdier. Grenaa Politi har i den forbindelse en klar forventning om at få opklaret en del af hærværket. Man har således fået enkelte brugbare henvendelser i sagen, men kunne godt bruge nogle flere af slagsen. Skulle nogen ligge inde med viden om, hvem der har begået hærværket, eller har været vidne til det i ét eller andet omfang, kan man henvende sig til Grenaa Politi på 86321011.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000