20-03-2000

Dagplejen i Nørre Djurs vil også være kulturelle og sjove

Grenaa Blad logo

Nørre Djurs Kommune har som det vil være en del læsere bekendt indledt det nye årtusinde med et omfattende kulturprogram, der går under betegnelsen »Kultur-raketten«. Nu har dagplejen i Nørre Djurs Kommune - med dagplejekontoret som koordinator og igangsætter - besluttet, at den kommunale dagpleje i Nørre Djurs også vil være med til at markere dette årtusindskifte i kommunen ved at være kulturelle og sjove. Derfor er der dømt kulturuge for dagplejebørn og dagplejemødre - både i indeværende uge og i næste uge.


- Cirka 50 dagplejemødre og cirka 180 dagplejebørn får dermed en række kreative dage, hvor de bevæger sig fra dagplejen og ud til et værested eller en børnehave i det givne lokalområde. Her skal de så i samarbejde stå for nogle kreative frembringelser, fortæller Jena Schiff fra dagplejekontoret i Glesborg.


Disse kreative frembringelser skal så til slut indgå i en regulær udstilling på rådhuset i Glesborg, som der så vil være fernisering på den 31. marts. Borgmester Leif Sørensen (S) vil forestå den officielle indvielse af udstillingen.


- Dagplejen er så gået i sving her i uge 12 ude i de forskellige lokalgrupper. I Voldby forsamles de eksempelvis i medborgerhuset »Birkehøj«. Men her fra dagplejekontoret yder vi også en indsats, idet vi tager ud til de forskellige lokalgrupper for at være kreative igangsættere, siger Jena Schiff.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000