13-03-2000

Tyveknægte på spil på Brombærvej

Grenaa Blad logo

To fritidshuse på Brombærvej i Grenaa havde ubudne gæster i sidste uge. Torsdag klokken 13.20 kom en beboer hjem til sit hus, hvor han til sin overraskelse kunne observere en ukendt personbil i sin carport. Der sad et par unge gutter i bilen, og de løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, idet de så sig opdaget. De vendte imidlertid tilbage igen, og forlangte, at husejeren flyttede sin bil, så de kunne komme væk fra stedet. Det gjorde vedkommende så, og de to ungersvende kørte deres vej. På bagsædet af deres bil stod der i øvrigt et fjernsyn, som meget passende kunne kædes sammen med et indbrud i et andet fritidshus i området. Her manglede der nemlig lige nøjagtig et fjernsyn. Politiet fik imidlertid bilens registreringsnummer, og da den ikke viste sig at være stjålet, skulle det være en smal sag at finde frem til de to tyveknægte.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000