13-03-2000 |
|
Statoil-røveri igen-igen |
![]() |
Statoil-tankstationen på Søndergade i Grenaa har påny været udsat for røveri. Fredag aften den 3. marts ved 20.30-tiden trængte en mandsperson ind i butikken til en 19-årig kvindelig ekspedient og forlangte penge. I den højre hånd havde han en sort pistol, mens han i den venstre havde en gul-grøn plastic-bærepose til pengene. Han bad hende åbne kassen, men i første omgang nægtede hun, idet hun tvivlede på, om der var tale om en rigtig pistol. Røveren gik derpå om bag disken, og erklærede, at pistolen var ægte. Derpå begyndte hun at se lidt alvorligere på sagen. Hun åbnede kassen, hvorefter hun blev dirigeret ind i et baglokale med besked om at blive der. Derpå tømte røveren kassen for penge - cirka 1700 kroner - hvorpå han forlod butikken. På vejen snuppede han en 4-5 pakker cigaretter. Røveren forsvandt fra tankstationen ad åstien med retning mod Vestre Skole og Kulturhuset Pavill
onen. To undersøgelser af området med politihunde gav ikke resultat, og nogle kig på et par »hotte emner« har heller ikke givet resultat. Ved redaktionens slutning i fredags var Grenaa Politi derfor stærkt interesseret i henvendelser, der kan bringe dem på sporet af gerningsmanden, der beskrives således:
Han er 175 til 180 cm. høj, spinkel til almindelig af bygning. Han var iført en halvlang, mørk dynejakke, og under den bar han en trøje med hætte, som han havde på hovedet. For ansigtet havde han en hjemmelavet Ku-Klux-Klan-agtig maske med huller til øjnene.
Pistolen, der blev benyttet til røveriet, kædes i øvrigt sammen med et indbrud hos Byens Skomager og Nøglesmed i Storegade natten til fredag den 3. marts. Det vil sige natten til røveri-dagen. Her blev to pinball-pistoler stjålet ved at smadre ruden til udstillingsvinduet. Tyven blev set idet han stak af fra stedet, og signalementet stemmer meget godt overens med Statoil-røverens.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000