13-03-2000

GBK's 1. hold fik point igen

Grenaa Blad logo

Grenaa Badminton Klubs 1. hold i Jyllandsserien fik også point i årets sidste kamp mod Randers BK. GBK var advaret om modstanderens styrke, idet Randers BK overraskende havde slået topholdet Hørning med 10-3. Årsagen forventedes at skulle findes i en forstærkning af to spændende, mørke herrer fra Nigeria. Men GBK's herrer fik nogenlunde styr på dem og vandt én af de tre kampe, som de sjældne gæster deltog i. Derimod var RBK's dygtige damer med i fem af deres syv sejre. Efter første runde førte Randers 1-3, men efter de fire herresingler var der udlignet til 4-4.


De to damedoubler blev vundet af RBK, så GBK skulle vinde alle tre herredoubler for at få den endelige sejr. RBK vandt imidlertid den ene, så slutresultatet blev 6-7. Dermed rykkede RBK forbi GBK i stillingen. Af de 13 kampe gik seks over tre spændende og jævnbyrdige sæt. Med andre ord masse af flot badminton i Østre Hallen i Grenaa, der godt kunne have fortjent et lidt større publikum end tilfældet var.


Fidus-trolden blev vundet af Jannik Laursen.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000