13-03-2000 |
|
Seniorhøjskolen er kommet for at blive! |
![]() |
Seniorhøjskolen omkring Plejehjemmet Vestervang i Ørum er kommet for at blive, kunne formanden for centerrådet, Aksel C. Andersen, konstatere i forbindelse med aflæggelse af sin beretning ved rådets generalforsamling på Vestervang onsdag den 8. marts i sidste uge.
- Med det store deltagerantal sidste gang, føler vi os forpligtet til at fortsætte, og vi er da også igang med at forberede dette års højskoledage. Vi prøver at finde emner og foredragsholdere, der har noget at give os, men vi er også klar over, at det sociale samvær betyder meget de tre dage. Derfor skal vi også sørge for, at der bliver tid til at pleje dette samvær, og det er muligt, at tidsrammerne hidtil har været for snævre. Det skal vi have vurderet, inden vi lægger tidsskemaet, sagde formanden.
På det første møde i centerrådet i år 2000 - den 5. januar - fastsatte man datoerne for årets højskoledage. Det bliver i år den 5.-7. september, og stedet bliver igen Gjerrild Kro.
Den første Seniorhøjskole skulle oprindeligt have været holdt på Den Blå Kutter i Bønnerup, men på grund 102 tilmeldte deltagere måtte man flytte til Gjerrild Kro, for at kunne huse et så stort deltagerantal.
Servicetelefonen fik også et par ord med på vejen på generalforsamlingen.
- Servicetelefonen har nu fungeret i godt et år. Vi vil godt bruges mere, end vi bliver, men vi tror, at pensionisterne gerne vil vide, hvem der sidder i den anden ende af røret, når de ringer. I den anledning har jeg med den kommunale administration drøftet muligheden for, at vi fik et par linier med i Grenaa Bladet under kommunens store annonce med blandt andet træffetider. Det er hidtil blevet afvist med den begrundelse, at der skal ske en revision af annoncen. Vi vil under alle omstændigheder meget gerne have en linie med åbningstid og telefonnummer på servicetelefonen, og en anden linie med navnene på de to vagter, der sidder ved den de pågældende dage, sagde Aksel C. Andersen blandt andet i sin beretning.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000