13-03-2000 |
|
Hammelev IF |
![]() |
Den 24. marts 1975 afholdt Hammelev IF første gang bankospil i en nu snart uafbrudt periode på 25 år. Beviset herfor kan ses i form af herstående annonce, der blev bragt i »Djursland« lørdag den 22. marts 1975.
Den 20. marts agter man at markere begivenheden med et stort jubilæumsbanko i Hammelev Forsamlingshus, hvor man udover de normale gevinster også kan vinde en lang række større gevinster, der velvilligt er blevet sponsoreret af lokale handlende. Hovedgevinsten er således - et 3-dages ophold på Hotel Kattegat i Bønnerup i en 5 personers lejlighed - foræret af Jørgen Thorbjørn.
På grund af velvillig sponsorering af disse ekstra-gevinster, spilles der rent faktisk også jubilæumsbanko i Hammelev den 3. april.
Om den spæde start tilbage i 1975 fortæller HIF's Niels Jørgen Pedersen - der i daglig tale ikke hedder andet end »Krøl« - blandt andet følgende i den seneste udgave af klubbladet »HIF-Orientering«:
- Økonomien i Hammelev IF var - på daværende tidspunkt - ikke alt for sund, så der måtte laves et tiltag, for at bedre situationen. Forslaget lød på bankospil. Der blev etableret et udvalg på en 8-9 personer, som skulle opstarte bankospil hver 14. dag i forsamlingshuset. Mandag blev udvalgt som fast spilledag, hvilket jo stadig gør sig gældende. Leverandører var slagter Grouleff og Hammelev Brugs. 25 gevinster fra slagteren og 10 kolonialpakker fra brugsen - ialt 35 gevinster. Det var med stor spænding, at de første bankospil blev afviklet. Økonomien kunne ikke rigtig hænge sammen, så der måtte prøves noget andet. Christian Søndergaard arbejdede på det tidspunkt hos Nielsen Møbler & Tæpper, hvor vi fik sponsoreret flere store gevinster, såsom stole og sofaborde. Det kunne trække folk til, så pludselig gik det bedre økonomisk, og nu troede vi på det. Det viste sig da også at slå til, og nu er der snart gået 25 år siden vi startede. Det er efterhånden blevet til 700-800 bankospil i huset siden da. Der er stad
ig tre hjælpere, som har været med helt fra begyndelsen, og mange andre som også trofast har ydet en indsats dertil. Der er store generationsforskelle i banko-truppen. De yngste er 9 og 12 år, mens den ældste er 81 år! skriver »Krøl«, idet han takker alle dem, der i årenes løb har ydet en indsats for at få bankospillene til at køre - herunder ikke mindst de trofaste bankospillere. Uden dem, ingen banko, som han så rigtigt påpeger.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000