13-03-2000 |
|
Generalforsamling i Grenaa Varmeværk |
![]() |
Torsdag den 23. marts afholder Grenaa Varmeværk A.m.b.A ordinær generalforsamling. Det kommer til at foregå på Scandic Stena Line Hotel Grenaa. Formanden Frede Frandsen vil aflægge beretning for det forløbne år, og årsregnskab og budget for indeværende driftsår vil endvidere blive fremlagt til godkendelse. Der skal også foretages valg til Grenaa Varmeværks bestyrelsen. På valg er Frede Frandsen, Evan Qvist Jensen og Kent Soelberg.
Årets resultat for 1999 blev et underskud på 2,7 millioner kroner, men betegnes ikke desto mindre som meget tilfredsstillende af bestyrelsen, idet der var budgetteret med et underskud på 6,3 millioner kroner. Det er især på varmeværkets olieforbrug man har opnået en klækkelig besparelse på 2,5 millioner kroner i forhold til det budgetlagte. Dette skyldes, at Grenaa Varmeværks væsentligste energileverandør, Grenaa Kraftvarmeværk, har kørt meget mere stabilt end de tidligere år, og at Grenaa Varmeværk er blevet opprioriteret i forhold til Kraftvarmeværkets øvrige kunder. De to øvrige energileverandører, Grenaa Kommunale Forbrændingsanlæg og SCA Packaging Djursland (tidligere Danisco Paper) har som tidligere år været meget stabile leverandører til varmeværket, der i løbet af 1999 har fået en tilgang af nye andelshavere på 126 stk. - heraf 71 konverteringer fra el til fjernvarme.
Egenproduktionen har således kunnet holdes helt nede på 0,04%, hvilket svarer til 17 tons brændselsolie mod det budgetlagte på 700 tons. Hovedlednings- og stikledningsnettet er blevet udbygget med henholdsvis 2,2 km. og 2,7 km.
Varmeåret 1999 var i varmemæssig henseende 6,5% varmere end varmeåret 1998.
Med baggrund i tidligere års udsendte information vedrørende årsafkølingen har varmeværket også i 1999 fulgt op med en intensiveret indsats på dette område.
- Overfor de andelshavere, der ikke udnytter fjernvarmevandet tilstrækkeligt, vil værket fortsat yde en ekstraordinær serviceindsats. Disse andelshavere har for varmeåret 1999 betalt en del af de ekstraomkostninger, som de påfører værket ved ikke at udnytte fjernvarmevandet tilstrækkeligt. Vi opfordrer til, at alle andelshavere viser deres varmeanlæg samme opmærksomhed som bilen, vaskemaskinen, komfuret, TV-apparatet med videre. Husk også systematiske aflæsninger af varmemåleren, udtaler formanden for bestyrelsen, Frede Frandsen, i en foreløbig beretning fra bestyrelsen.
I forbindelse med generalforsamlingen vil varmeværket give gode råd i en »fjernvarmebutik«, som holder åbent umiddelbart før samt efter generalforsamlingen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000