06-03-2000 |
|
Radioens historie kommer til Grenaa |
![]() |
Lørdag den 1. april kommer radioens historie til Grenaa. Nærmere bestemt Djurslands Museum i Grenaa, der i øjeblikket er i færd med at bygge en sådan udstilling op helt fra bunden af. Idémanden er Grenaa Kirke's klokkenist, Per Møller, der altså også har forstand på radioen - og dens lokale historie ikke mindst, hvilket udstillingen i vid udstrækning kommer til at bære præg af. Anledningen til udstillingen er den omstændighed, at Danmarks Radio har 75 års jubilæum den 1. april i år.
- Statsradiofonien, som det jo hed dengang, blev etableret for 75 år siden, og set i det lys fandt jeg det naturligt, at vi også lokalt gjorde en indsats for at markere begivenheden. Derfor kontaktede jeg for et års tid siden museumsleder Brita Mosdal med henblik på at finde ud af, om muséet kunne være interesseret i at være med til at løfte en sådan udstilling, og det har så vist sig at være tilfældet, siger Per Møller, der også har rundet Grenaa Egnsarkiv med sit historiske materiale, hvilket faktisk resulterede i, at Per Møller blev indforskrevet til at levere en artikel om radioens barndom i Grenaa i 1999-udgaven af den historiske Grenaa-årbog »Grenaa og Omegn Før og Nu«. Heraf fremgår det da også, at Per Møllers indgangsvinkel til stoffet da heller ikke er helt tilfældig. Fra 1967 til 1971 stod han i lære hos Marcus Radio i Grenaa.
Grundlaget for udstillingen er endvidere hans egen samling af gamle radioer - suppleret med enkelte lånte eksemplarer fra 50'erne og 60'erne, hvor hans egen samling er lidt tyndbenet.
- Jeg har selv en 30-40 apparater og suppleret med dem, jeg har fået lov til at låne, kommer vi op på en 50-60 radioer til udstillingen, der kommer til at vise den store tekniske udvikling på området, der er sket siden starten af 20'erne og helt op til vore dage. For at få den fulde kontrast med har 2-Tal i Søndergade lige overfor muséet indvilliget i at stille et hypermoderne B&O-anlæg op, så vi er dækket godt ind, siger Per Møller, der som optakt til udstillingen har forsket meget i den lokale radiohistorie. Således har han kunnet konstatere, at der var hele otte radioforretninger i Grenaa, da der var flest tilbage i 1938.
- Da jeg var i lære fra '67 til '71 var der kun fire tilbage, og nu er der kun to. Der er naturligvis tale om et udtryk for den kolossale konkurrence som radio-TV-branchen er udsat for fra de store varehuse med videre, men det handler vel nok også om, at der skete et stort boom på et tidspunkt, da radioen blev hvermandseje. Endelig var det typiske, at cykelhandlere tog radioen ind som handelsvare. De otte forretninger i 1938 handlede således både med cykler og radioer. Service-delen for radioerne inkluderede blandt andet opladning af en akkumulator til den enkelte radio, og det var altså en opgave, som cykelsmeden tog sig af som noget naturligt dengang, siger Per Møller.
Som et kuriosum kan han endvidere fortælle, at J. P. Radio, der blev startet af navnkundige Jens Pedersen tilbage i 1961, handlede med radioer og barnevogne...!?
At man i Grenaa var med på radiovognen ganske tidligt, kan Per Møller også berette om.
- Statsradiofonien startede i 1925, men allerede i 1923 var et par ingeniører et smut forbi Grenaa for at lave en radiodemonstration i Pavillonen med efterfølgende radiobal, som dog vist nok blev forpurret af atmosfæriske forstyrrelser, men alligevel, siger han.
Der har endvidere eksisteret to radiofabrikker på Djursland - én i Stenvad (Regina) og én i Ørum (Firan) - hvoraf sidstnævnte jo senere overgik til at være en ren radio-TV-forretning.
- Hvad Firan angår er vi på sporet af noget værktøj fra produktionen. Noget der for år tilbage blev afleveret til Teknisk Museum i Aalborg, og som blev videresendt til Teknisk Museum i Helsingør, da muséet i Aalborg lukkede, beretter Per Møller.
- Det gamle værktøj er på muséet i Helsingør, men de skal lige finde det frem først, siger Brita Mosdal, der håber, at værktøjet bliver en del af udstillingen om radioens historie på Djurslands Museum.
Udstillingen vil også byde på lydeksempler fra radioens historie. Ved et tryk på en knap vil der komme små sentenser ud af højtalerne på de gamle radioer - blandt andet frihedsbudskabet fra 1945.
Rammerne for udstillingen er man i fuld gang med at skabe på muséet. Man er således ved at bygge et rum op i et særudstillingslokale, hvor der i forbindelse med nogle af radioerne vil blive opbygget nogle historiske miljøer, som den pågældende radio angiveligt har indgået i.
Udstillingen skal køre sommeren over, og tekstmaterialet vil være på både dansk og tysk, så en stor del af områdets sommergæster også kan få glæde af udstillingen.
Skulle nogle af Grenaa Bladets læsere ligge inde med historiske oplysninger om emnet, så er man meget velkommen til at tage kontakt til enten Per Møller eller Djurslands Museum.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000