28-02-2000

Grenaa Centralsygehus har taget hul på en større renoveringsplan

Grenaa Blad logo

Grenaa sygehus, 1Århus Amt - der står for driften af sygehusvæsenet i amtet - har godkendt en renoverings- og ombygningsplan, der gør Grenaa Centralsygehus til en byggeplads frem til år 2006. Og arbejdet er allerede godt i gang. Et nyt medicinsk ambulatorium - med fire ekstra medicinske senge (pris: 1,5 mio. kr.) - ventes at kunne tages i brug i maj måned, ligesom en ombygning og renovering af røntgenafdelingen er undervejs. I projekterne for indeværende år er endvidere inkluderet klargøring af lokaler til installering af en såkaldt CT-scanner samt modernisering og udvidelse af bade- og toiletfaciliteterne på medicinsk afdeling. Forude venter til efteråret endvidere udskiftning af taget på den gamle del af bygningsmassen. Den 7. september 1999 fik sygehuset på et amtsrådsmøde bevilget 3,6 millioner kroner til udskiftning af taget på den gamle sengebygning. Læg dertil 3,1 mio. kr. til ombygning til CT-scanner samt renovering af røntgenafdelingen. For indeværende år har amtsrådspolitikerne således frigivet i nabolaget i 8 millioner kroner til bygge- og renoveringsprojekter på Grenaa Centralsygehus, og når man når frem til år 2006 vil det samlede beløb være nået op på henved 26 millioner kroner.


Udvidelsen af den medicinske kapacitet på Grenaa Centralsygehus med 4 senge her i 2000 er en del af den samlede medicinerhandlingsplan for Århus Amt. Der blev i forbindelse med vedtagelsen af sygehusvæsenets anlægsplan for 2000-2006 afsat et beløb på 1,5 millioner kroner til dette projekt. Det medicinske ambulatorium på sygehuset i Grenaa skulle således kunne flytte ind i nye lokaler den 1. maj. Og det bliver altså med fire nye medicinske senge i tilknytning til de allerede eksisterende.


Det socialdemokratiske amtsrådsmedlem, Bent Mikkelsen, Grenaa, der er medlem af Sygehusudvalget, forklarer følgende om baggrunden for de ekstra medicinske senge.


- Der må ikke ligge folk på gangene. Det er amtsrådets erklærede mål på området, og derfor har vi godkendt denne kapacitetsudvidelse hvad angår ekstra senge for alle amtets sygehuse, og det har altså tilført Grenaa Centralsygehus fire af slagsen, siger han til Grenaa Bladet.


Han glæder sig også over, at den medicinske afdeling får tilført moderniserede bade- og toiletforhold, der helt klart vil øge patientkomforten på sygehuset.


CT-scanner på vej

I den godkendte rapport vedrørende den fremtidige scannerkapacitet i Århus Amt, anbefales det, at der skal være scannerkapacitet til rådighed på alle centralsygehusene. Af samme årsag er udgiften til anskaffelse af en CT-scanner på Grenaa Centralsygehus medtaget i amtets Teknologihandlingsplan for år 2000. Sygehusledelsen på Grenaa Centralsygehus har på den baggrund fået lov til at starte ombygningen til CT-scanner samt renovering af røntgenafdeling nogenlunde samtidigt her i år 2000. Hvis alt går vel kan CT-scanneren installeres på Grenaa Centralsygehus mod årets slutning.


- Det er utroligt vigtigt, at patienter med blodprop eller hjerneblødning bliver scannet hurtigt, og som det er nu, så skal man jo til enten Århus og Randers for at blive scannet, og det er ikke optimalt, siger Bent Mikkelsen videre.


Kraftige reaktioner

Han synes dermed, at der sker en hel del positive ting omkring Grenaa Centralsygehus lige nu, omend han ikke er bange for at tage fat om de negative ting også. Nogle uheldige patientforløb på sygehuset har afstedkommet mange kraftige reaktioner og megen omtale i den lokale presse. Senest omkring et konkret patientforløb på Intensivafdeling på sygehuset tilbage i 1998, hvor en døende, kræftsyg patient ifølge familien ikke fik den behandling han burde have haft. Bent Mikkelsen tog selv sagen op på eget initiativ i Sygehusudvalget den 15. december 1999 med henblik på at få en orientering om sagsforløbet samt en drøftelse af, hvorledes den type hændelser kvalitetsundersøges, så man kan tage ved lære af dem.


- Det har så udmøntet sig i en lokal audit - det vil sige en udefrakommende kontrolinstans bestående af læger og sygeplejersker, der tager rundt på sygehusene og laver uafhængige kvalitetskontroller. Vi venter så på at få en tilbagemelding fra denne gruppe med hensyn til forholdene Grenaa Centralsygehus, slutter Bent Mikkelsen.


 
Grenaa sygehus, 2

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000