28-02-2000 |
|
Ny aktivitet i Grenaa er kommet godt fra start |
![]() |
En ny aktivitet i Grenaa er kommet godt fra start. Der er tale om Grenaa Go-Kart Center, der åbnede på Rolshøjvej i Grenaa for tre måneder siden. Bag initiativet finder man Henning Christensen - kendt socialdemokrat i Grenaa Byråd gennem en længere årrække - og hans fire voksne børn.
- Det er gået en del over forventning. I øjeblikket ligger vi 25% over hvad vi havde turdet håbe på på forhånd, så det ser ganske fornuftigt ud, siger Henning Christensen til Grenaa Bladet.
Hallen, som der køres i, har familien Christensen lejet af Grenaa Erhvervspark. Åbningstiderne i centret er blevet lavet en smule om siden starten. Således er søndag aften blevet skåret helt væk. Til gengæld er fredagen blevet gjort længere. Altsammen afstemt i forhold til den interesse publikum har vist go-kart centret.
- 90-95%af søgningen kommer fra folk, der booker sig ind på forhånd. Det er ikke mange, der dumper ind direkte fra gaden. Vi tager også imod specielle ønsker, hvis et selskab måtte ønske at køre en hverdags-formiddag eksempelvis, siger Henning Christensen, der efterhånden har taget imod mange firma-udflugter, foreninger og private selskaber.
Typisk bestiller selskabet et Grand Prix, hvor der køres et bestemt antal heats, afsluttende med kåringen af en vinder. Præmierne er vin, T-shirts og andre sponsorpræmier.
- Det bedste ved det hele er, at rigtig mange af vores gæster går hen til os bagefter for at takke for en sjov oplevelse. Folk er virkelig glade og opstemte, når de går herfra, slutter Henning Christensen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000