28-02-2000 |
|
Poul og Hanne Bach overtager kiosken på Søndenå Butikstorv |
![]() |
Onsdag den 1. marts i indeværende uge overtager indehaverne af Fuglevængets Super i Grenaa, Poul Elo og Hanne Bach, kiosken på Søndenå Butikstorv. Søndenå Kiosk & Legetøj genåbner således undernavnet Søndenå Kiosk onsdag den 15. marts efter endt ombygning og nyindretning af den 200 m2 store butik.
Sortimentet bliver herefter typiske kioskvarer, videoudlejning, tips og lotto - som gør come-back efter en pause - og diverse gaveartikler. Postbutikken forbliver imidlertid lukket, men det er Grenaa Postkontors beslutning, understreger Poul Elo Bach. Da han og hustruen Hanne for en 7-8 år siden var på udkig efter egnede lokaler til at starte en kiosk-forretning, var kiosken på Søndenå faktisk den, som de først havde kig på. Men det endte med, at de etablerede sig på butikstorvet i Fuglevænget. Efter diverse flytninger og ombygninger er deres forretning nu blevet til et regulært supermarked under navnet Fuglevængets Super. Da parret blev opmærksomme på, at kiosken på Søndenå skulle lukke, kiggede de på hinanden, og blev formentlig ret hurtigt enige om, at det ikke kunne være rigtigt.
- Derfra er der jo ikke så langt fra tanke til handling. Forretningen på Fuglevænget kører på skinner, og derfor har vi mod på at kaste os ud i noget nyt. I forvejen kører vi jo et tæt samarbejde med slagteren på Søndenå omkring ferske kødvarer, og fandt, at det ville være synd og skam, hvis området ikke blev betjent af en kiosk med alt hvad dertil hører. Vi glæder os under alle omstændigheder til at starte op den 15. marts efter endt ombygning og nyindretning af butikken, slutter Poul Elo Bach.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000