21-02-2000
Glæden og forpligtelsen ved at bo på en gammel gård

Som mange måske véd, er jeg født, opvokset og har levet det meste af mit liv på gården "Lykkesholm", der er beliggende ved landevejen mellem Trustrup og Balle. I mine øjne er det et herligt sted. Der er en stor nyklassisk hovedbygning, som dog har en størrelse, der er til at bebo for moderne mennesker. Stuerne vender mod syd ud til en have med rester af et voldgravsanlæg, hvor ænderne boltrer sig året rundt. Haven er nødvendigvis omlagt til én stor græsplæne, som gradvis går over i en skov.


Først lidt historie: Lykkesholm er en gammel gård. Vi ved med sikkerhed, at den i midten af 1500-tallet ejedes af Erik Juel, men formentlig er gården endnu ældre. Efter skiftende ejere blev den købt i 1643 af Erik Høeg til Bjørnholm, det nuværende Høegholm. Dennes søn, Iver Høeg, ønskede at lave et baroni, og der skulle som bekendt en masse jord til at oprette et sådant, og derfor kom Lykkesholm og Fævejle sammen med en masse andre gårde til at indgå i dette, således at Iver Høeg kunne udnævnes til baron.


Den hørte nu ind under baroniet Høegholm, indtil den 1801 blev frasolgt med ret til at bevare hovedgårdsrettighederne, det vil sige retten til hoveri fra naboejendommene. Hvorfor denne rettighed skulle bevares, fortaber sig i fortidens tåge. Bønderne var jo blevet frigjort i 1788, men der må på det tidspunkt have været rester af nogle privilegier.


Køberen hed Otte Christoffer Mønsted. Han rev det gamle stuehus ned, og i 1804 byggede han det nuværende. Bygmesteren hed Just Møller, som bl.a. også har bygget det gamle rådhus i Grenaa, det nuværende turistkontor. Man kan ikke sige andet, end at det var et fremragende byggeri: Et meget stilrent hus, der er knaldstærkt funderet. Ingen besvær med mure, der revner, eller skæve vinduer. En svaghed havde det dog, idet de indre skillerum er bindingsværk, og da så træet i kælderen begyndte at rådne, begyndte skillerummene at synke. Men netop fordi det var bindingværk, var det muligt at hæve det hele i water og i kælderen mure langsgående skillerum anbragt på en solid støbning. Et arbejde, min far fik udført i fyrrerne.


Lykkesholm var nu ejet af Mønsteds efterkommere indtil 1898, da den blev købt af forpagter på Rugaard, Jørgen Blach, min bedstefar. I 1997 blev den overdraget til fjerde generation Blach, min søn Jørgen Blach. Men med til historien hører, at min far i 1929 gik over diget og giftede sig med en efterkommer af førnævnte O.C. Mønsted, så faktisk har gården været i min slægts eje, siden min tiptipoldefar købte den i 1802.


Som jeg var inde på i indledningen, betragter min kone og jeg det som noget af et privilegium at få lov til at bo sådan et sted, men så sandelig også som en forpligtelse. For det første en pligt over for samfundet. Huset her er fredet, dvs. der må ikke uden tilladelse ændres noget, hverken udvendigt eller indvendigt, og det skal holdes i forsvarlig stand. I modsat fald kan Skov- og Naturstyrelsen lade nødvendige reparationer udføre for ejerens regning.


For det andet er det vores indstilling, at en familieejendom er et lån af slægten, og den skal helst overdrages til næste generation i en bedre stand, end da man fik den. Landbrug er i dag en knaldhår forretning, det har det nu altid været. I den historiske oversigt har jeg ikke været inde på, hvor mange gange der har været tvangsauktioner, men det er ikke så få. Med andre ord, det har bestemt ikke været nogen sovepude, min kone og jeg har hvilet på i årene, der er gået, men vi mener i al ubeskedenhed, at det er lykkedes at skabe et godt fundament til min søn at køre videre på.


Med til livet på sådan en ejendom hører også at bevare så mange af de traditioner, som det nu en gang er gørligt i vor moderne tid. Og netop nu i den forgangne juletid kom de gamle skikke igen i højsædet. Juletræet skal stå i den største stue, det skal nå til loftet, og det skal være skovet i egen skov, og det kan af og til være et problem, for det er ikke altid, at størrelsen passer. Så må vi gøre som Chip og Chap hos Walt Disney: tage toppen af en gran. Julebukken skal ud i entréen. Nisserne, som har spist af den samme grød så længe, jeg kan huske, skal på spisebordet. De forskellige former for udsmykning skal endelig være på det samme sted som sidste år. Glemmes noget, skal børnene og nu børnebørnene nok være der.


O K, det er jo ikke noget specielt hos os, sådan har enhver familie sine traditioner. Jeg vil blot med disse bemærkninger påpege betydningen af traditionerne og håbe, at vi alle, også fremover, kan leve i et samfund, hvor vi bevarer så meget som muligt af det, vi fik i arv af forgangne slægter.



Godt Nytår!

Mogens Blach


 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000