14-02-2000

To orgler - to organister spiller i Grenaa Kirke

Grenaa Blad logo

Grenaa Kirke står foran en omfattende restaurering. Blandt andet vil kirken i løbet af halvandet års tid få et stort, nyt orgel. Men der bliver et hul mellem den tid, som går fra kirkens gamle orgel pilles ned, og til det nye står spilleklar. Til denne periode har kirken indkøbt et lille flytbart orgel. Der er tale om et fint, lille historisk instrument, som med dets placering i Grenaa Kirke er kommet næsten hjem. Det lille orgel blev nemlig for 150 år siden bygget til Lyngby Kirke. I 40'erne blev det solgt til Finderup Kirke, men nu er det altså tilbage på Djursland. På mandag aften den 21. februar afholdes i denne anledning i Grenaa Kirke en »goddag-orgel-koncert«. Kirken får denne aften besøg af organisten Sven-Ingvart Mikkelsen, som til daglig er organist ved Løgum Kloster Kirke. Endvidere underviser han vordende organister på blandt andet Vestjysk Musikkonservatorium. Yderligere har Sven-Ingvart Mikkelsen udsendt ikke færre end 9 CD'ere, hvor han både medvirker som orgelsolist, dirigent og akkompagnatør.

Han vil spille på begge kirkens orgler denne aften. Men ikke nok med det, han medvirker også sammen med kirkens egen organist, Peter Arendt, i 3 stykker for 2 organister. Det var den oprindelige plan, at de to orgler skulle have klinget sammen, men de er stemt forskelligt, så derfor har de to organister valgt at vandre fra orgel til orgel og spille 4-hændigt snart her, snart der. Og så er der gratis adgang.


 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000