31-01-2000 |
|
Djursland Landboforening sikrer tilskud til medlemmer Af IT-konsulent Lars Krüger |
![]() |
53 af Djursland Landboforenings medlemmer opnår tilskud til IT-investeringer.
Djursland landboforening blev som en af de første rådgivningsvirksomheder godkendt som Erhvervsservice-leverandør, og umiddelbart efter Landboforeningen modtog beskeden om godkendelsen, blev ansøgningerne vedrørende tilskud til etablering og opgradering af IT-platform indsendt. Landboforeningen har p.t. sikret maksimalt tilskud (12.000 kr.) til alle interesserede medlemmer, som opfylder betingelserne for tilskud.
Den 17. december 1999 blev finansloven vedtaget og i den forbindelse blev loven omkring Erhvervsservice vedtaget. Erhvervsservice-konceptet har til formål at aflaste mindre erhvervsdrivende for nogle af de administrative byrder, der er ved at drive en virksomhed. Loven om Erhvervsservice indebærer bl.a. at mindre erhvervsdrivende, der har mindst 1 og højest 10 ansatte, kan opnå tilskud til etablering eller opgradering af IT-platform. Folketinget besluttede at afsætte 150 mio. kr. til ordningen og den enkelte ansøger kan maksimalt opnå 12.000 kr. i tilskud og tilskuddet må maksimalt udgøre 80% af den samlede investeringssum. Det vil dermed sige, at der skal foretages en investering, der minimum udgør 15.000 kr. for at opnå maksimalt tilskud.
For at opnå tilskud skal den erhvervsdrivende lave en aftale med en offentligt godkendt Erhvervsservice-leverandør, hvori den erhvervsdrivende forpligter sig til at lade Erhvervsserviceleverandøren udarbejde finansbogholderi og lønadministration for den erhvervsdrivende i mindst 1 år. Fra den 1. januar 2000 var det muligt for rådgivningsvirksomheder, at ansøge om at blive godkendt som Erhvervsserviceleverandør, og da tilskuddene ville blive udbetalt efter først til mølle-princippet, var det vigtigt for den enkelte Erhvervsservice-leverandør at blive godkendt så hurtigt som muligt, da man først kunne søge om tilskud på sine klienters vegne, når man havde opnået godkendelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som administrerer ordningen. Umiddelbart efter ordningen var vedtaget i Folketinget den 17. december 1999, tog Djursland Landboforening kontakt til de medlemmer, som havde haft mellem 1 og 10 ansatte i 1999 målt på indbetalt ATP-bidrag, som er kriteriet for vurdering af antal ansatte.
Sideløbende blev ansøgningen om at blive godkendt som Erhvervsservice-leverandør udarbejdet og den 1. januar 2000 kl. 03,51 blev ansøgningen indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ca. 6 dage efter modtog Djursland Landboforening meddelelse om, at vi som en af de første var blevet godkendt som leverandør af Erhvervsservice.
Landboforeningen er yderst tilfreds med at alle interesserede medlemmer, som fylder betingelserne har opnået tilsagn om maksimalt tilskud.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000