31-01-2000

Kulturcafé i Fannerup det næste skud fra kulturraket

Grenaa Blad logo

Medlemmer fra Grenaa Vise Verse Klub er på banen, idet der afholdes kulturcafé i Fannerup Forsamlingshus på søndag den 6. februarSøndag den 6. februar er man i Nørre Djurs Kommune klar til at fyre den næste »kulturraket« afsted. Der er tale om det andet arrangement i rækken under betegnelsen »Projekt Nørre Djurs år 2000« - også benævnt »Kulturraketten«. Et samarbejde omkring kulturelle arrangementer skabt i et samarbejde mellem Nørre Djurs Kommune og borgerne for at markere overgangen til årtusindskiftet på festligste vis.


Der er tale om en kulturcafé i Fannerup Forsamlingshus, hvor et spændende og varieret program præsenteres med kunstnere både udefra og lokalt under hyggelige og uhøjtidelige former. Programmet ved kulturcafé-premieren i Fannerup vil først byde på lune og indlevede fortællinger fra lokalområdet, fortalt af én af Østjyllands største kapaciteter på området - Nis Boesdahl, der er kendt fra Østjyllands Radio. Der er tale om en chance for at opleve en underholdende fortæller på nært hold.


Derefter vil Summertime Jazz Trio, hvis medlemmer alle er bosat i Nørre Djurs, spille en behagelig omgang jazz med et repertoire, der spænder fra Billie Holiday og Gershwin over jazzsamba til svenske folkemelodier og meget andet.


Ved ankomsten til kulturcaféen og i pausen vil pianisten Maria Kristiansen - der er bosat i Dalstrup - underholde med kendte toner fra hendes store repertoire af musicals og evergreens. Efter pausen, hvor der serveres kaffe, kage, øl og vin, sluttes der af med fællessang under ledelse af Grenaa Vise Verse Klub.


Entréen betales ved indgangen.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000