31-01-2000 |
|
Fodbold-dommerne på Djursland er stadig for få |
![]() |
Dommermangel-problematikken på fodboldfronten på Djursland er fortsat aktuel. Det fremgik af Djurslands Fodbolddommerklubs generalforsamling på Nimtofte Hotel, hvor formanden John Kristensen kunne konstatere, at der som følge heraf bliver trukket meget store veksler på de dommere, der trods alt render rundt og i sort tøj weekend efter weekend og fløjter for off-side, frispark og straffespark med videre.
- Og denne belastning er på ingen måde mindre for klubbens kampfordeler. For at lette dette pres er det absolut nødvendigt at vi får uddannet nye dommere hvert år, og det har gennem de seneste år vist sig, at der skal uddannes cirka 8 dommere hvert år, for at modsvare den afgang vi har hvert år. Hvis det ikke var fordi vores kampfordeler mange gange har is i maven, og venter til sidste øjeblik med at melde afbud til fodboldklubberne, så ville der helt sikkert blive aflyst flere kampe end der gør i dag, sagde John Kristensen, der mener, at der skal være omkring 90 medlemmer i fodbolddommerklubben, hvis man skal have en chance for at dække det antal kampe, der nu engang er.
- Vi skal derfor meget gerne have startet et hold nye aspiranter op nu her den 8. februar, sagde formanden, der ikke havde nogen entydig forklaring på problemet med dommermangel - eller løsning for den sags skyld.
- Der findes ikke en enkel og nem løsning. Vi gør selv det i klubben, at vi følger alle de nye dommere meget nøje den første tid igennem »onkel-ordningen«, og vi forsøger hele tiden at lytte efter, hvordan de selv føler, at det går, og hvilke forventninger de har til deres fremtid indenfor dommergerningen. JBU har startet et projekt op som de kalder »Flere og bedre dommere«, hvilket vi i dommerklubben hilser meget velkomment, sagde John Kristensen.
Flere jubilæer
Dommerklubben har i år et medlem, der kan fejre 25 års jubilæum. Der var tale om den forhenværende formand Ove Velling. Markering af jubilæer vedrørende kampantal foregik også på generalforsamlingen, og her kunne man fejre Finn Andersen, Thorvald Madsen og Lars H. Kristensen. De to første for 1000 kampe, men sidstnævnte har haft 500 kampe. JBU's dommernål, som man får for at have dømt mindst 500 kampe, samt været dommer i mindst 10 år, gik til Arne Kirkegaard, Søren S. Poulsen og Lars H. Kristensen. Årets Fodboldommer blev også kåret, og den titel gik i år til Jan Hansen. Angående valg til bestyrelsen, så blev Poul Erik Lassen genvalgt som næstformand/sekretær. John Poulsen blev genvalgt som kasserer og Ove Jønsson blev genvalgt som medlemmernes repræsentant i bedømmerudvalget.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000