31-01-2000 |
|
Bibliotekets arrangements-program for voksne ruller... |
![]() |
Grenaa Bibliotek har netop taget hul på et program, der indeholder en ny række arrangementer for voksne. Der er påny tale om en skønsom blanding af foredrag og kunstudstillinger af forskellig karakter. Frem til den 18. marts kører Grenaa Kunstforening en udstilling med værker af Bodil Damgaard, og på torsdag den 3. februar kan man opleve et rejseforedrag med globetrotteren Nina Rasmussen, der i tre måneder rejste alene rundt i Iran med bus og fly på kryds og tværs i det store land. Nina Rasmussen viser mange af sine lysbilleder fra turen og besvarer gerne spørgsmål om sine oplevelser. Hun medbringer desuden et udvalg af de dragter hun købte - og brugte - på turen.
Marts måned byder blandt andet på et EDB-kursus, der går ud på at lære folk at bruge bibliotekets EDB-system. Altså noget med hvordan man finder frem til den bog, man gerne vil læse, emnesøgning med videre. Den 13. og den 14. marts vil personalet på biblioteket således give elementær undervisning i søgesystemet for voksne brugere i alle aldre. Det er ikke nødvendigt at kende noget til EDB i forvejen, idet kurset er tilrettelagt for begyndere.
Fra den 20. marts til den 8. april indtager en ny kunstudstilling bibliotekets foyer. Søren Kirkegaard - det hedder han altså! - udstiller stenhuggerarbejder. Han er en kunstner, der finder inspiration i naturen og de udstillede stenskulpturer er da også især naturalistiske gengivelser af fisk og fugle.
En meget kendt dansker af komisk tilsnit gæster biblioteket den 7. marts. Skuespilleren, komikeren og forfatteren Flemming Jensen kommer forbi for at fortælle om sine grønlandske oplevelser som ung folkeskolelærer. Foredraget er baseret på Flemming Jensens første roman »Imaqa«, og det bliver næppe kedeligt for de fremmødte.
Marts måned byder på endnu et foredrag. Denne gang ved Karen Akhøj, der fortæller om, »At huske« den 23. marts. Karen Akhøj er født i 1923 og uddannet psykolog - i de senere år med ældrepsykologi som speciale. Hun har skrevet adskillige lære- og forældrebøger, har været redaktør af »Mentalhygiejne« og er p.t. medarbejder ved »Helse«. Hun er en flittig leverandør af indlæg i aviser og tidsskrifter, og hun er stadig en meget flittig foredragsholder. Udgangspunktet for hendes virke er, at ældres hukommelse og evne til at tilegne sig viden ikke som udgangspunkt er dårlig. Man bliver ikke dummere med alderen, men man bliver langsommere. Ved at bruge den nødvendige tid har ældre med andre ord gode muligheder for at lære nyt, hævder hun. Grenaa Soroptimistklub og Folkeuniversitetet er medarrangør.
Forfatteraften med Ebbe Kløvedal Reich
Torsdag den 6. april er der forfatteraften på biblioteket. Ebbe Kløvedal Reich kommer og holde foredrag med baggrund i sine »Danmarksfortællinger«, der består af tre bøger, som tidsmæssigt bevæger sig fra Danmarks oldtid til vor tid. Ebbe Kløvedal Reich mener, at det er vigtigt at kende sine rødder for at forstå sin samtid. Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland er medarrangør.
Fra den 29. april til den 20. maj udstiller Grenaa Kunstforening værker af Sven Wiig Hansen. Efter ferniseringen på udstillingen den 29. april viser biblioteket Keld Appel Hansens film om maleren og billedhuggeren. Filmen er fra 1976. I august 1974 sagde Svend Wiig Hansen ja til at lave »åbent værksted« i 14 dage i Nikolaj Kirke i København, hvor publikum kunne følge, hvordan hans billeder blev til. Svend Wiig Hansen regnes i dag for at være en af vor tids betydeligste kunstnere, men han har i tidens løb fået ord for at være både provokerende, hæmningsløst selvudfoldende, forrykt, profet med mere.
Forårsprogrammets sidste arrangement er udstillingen »Løft sløret for Afghanistans kvinder«. Udstillingen er formidlet via ECHO, EU's kontor for humanitær bistand og Medicins du Monde. Det er Grenaa Soroptimistklub der står bag udstillingen på Grenaa Bibliotek, som kan beses i perioden fra den 22. maj til den 10. juni.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000