24-01-2000

Grenaa Handelsskole holder Åbent Hus med »Iværksætteri« som årets tema

Grenaa Blad logo

Grenaa HandelsskoleDet er meget oppe i tiden at snakke om emnet iværksætteri. Gennem længere tid har antallet af nye virksomheder været lavt, og politikerne efterlyser mere initiativ og gå på mod. Mange omstændigheder har haft indflydelse på denne udvikling, men det er oplagt, at mangel på overblik over, hvad man går ind til som selvstændig, har holdt mange unge mennesker tilbage fra at prøve lykken. Også selv om lysten og idéen har været til stede.


Dette prøver bl.a. Grenaa Handelsskole at lave om på. Ved at arbejde med det, der hedder »Ung virksomhed« hjælper handelsskoleuddannelsen de unge til at turde tage springet.


»Ung virksomhed« er en meget virksomhedsnær måde at lære på, idet eleverne i en klasse danner små virksomheder, som eleverne selv skal drive i løbet af året. De kan oprette både små produktions- handels- og servicevirksomheder.


Aktiviteten er en del af undervisningen, og arbejdet med virksomhederne foregår primært på klassens områdedage (dage, hvor der ikke er fastlagte skematimer) og i de fag, hvor det er helt naturligt, såsom salg og service, IT og erhvervsøkonomi.


Hvert selskab udnævner sin egen direktør, bogholder og sekretær, som alle varetager de funktioner, disse personer traditionelt har. Eleverne får adgang til fax, edb, e-mail og telefon, og får et beløb af skolen som startkapital.


Beløbet skal naturligvis returneres, hvis virksomheden har overskud, og eleverne får selv evt. yderligere overskud udbetalt som almindelig B-indkomst.


Alle eleverne har hørt et foredrag om told og skat og står selv for både markedsføring, indkøb, salg og bogholderi, uanset om der er tale om produktions- eller handelsvirksomheder. Det betyder, at eleverne lærer præcis, hvad det drejer sig om, når man er selvstændig.


- Det er en stor udfordring, som eleverne har taget flot imod. Gennem forløbet indser de betydningen af at kunne samarbejde og være ansvarlig. Ansvaret for at leverancer leveres til tiden, at papirgangene er i orden, og at pengene falder til tiden er store opgaver, der sammen med selve idéen bag virksomheden er afgørende for succes eller fiasko, siger skolens informationsmedarbejder Anne Gleerup.


Grenaa Handelsskole inviterer til Åbent Hus arrangement torsdag aften den 27. januar, og sætter fokus på iværksætteri. Først og fremmest kommer Henrik Andersen, konsulent ved iværksætter-afdelingen i Århus Amt, og Erling Rasmussen, der grundlagde Kvadrat i Ebeltoft, og taler om emnet.


Derefter foregår der flere aktiviteter på samme tid. Eleverne vil på deres 10 ung-virksomheds stande vise, hvad de har opnået med projektet.


Inden aftenen slutter, vil talerne kåre de bedste virksomheder.


Alle er meget velkomne til arrangementet, der også giver interesserede, bl.a. folkeskoleelever og deres forældre, mulighed for at høre om de ungdomsuddannelser, man kan tage på Grenaa Handelsskole. Studievejledere vil orientere om både HH og HG.


HH er den 3-årige gymnasiale uddannelse med mange muligheder bagefter - både for at få job, men også for at fortsætte på videregående uddannelser.


1-årig HH er for studenter fra det almene gymnasium og HF, der ønsker en merkantil uddannelse.


HG er en mere praktisk uddannelse, der består både af skoleophold (1 eller 2 år på handelsskolen) og af 3 eller 2 år i praktik som elev.


HG for voksen er en 1-årig uddannelse for personer over 25 år. En HG voksen klasse har skolestart den 24.1. 2000 og man kan endnu nå at komme med.


 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000