17-01-2000 |
|
Årets Nytårsparade for brand- og beredskabsfolk foregik i Kolind! |
![]() |
Den traditionelle Nytårsparade for det fælleskommunale brand- og redningsberedskab mellem Grenaa, Nørre Djurs og Midtdjurs kommuner var i år henlagt til redningsstationen på Frellingvej i Kolind. Normalt foregår det på Beredskabsgården i Grenaa, men i forbindelse med sidste års parade i Grenaa, udtrykte den på det tidspunkt helt nye partner i beredskabet, Midtdjurs Kommune ved borgmester Holmer C. Lund, at man herfra gerne så år 2000-paraden henlagt til den nye brand- og redningsstation i Kolind, der kunne indvies i foråret 1999 i et tæt samarbejde med ambulancetjenesten Reko. Og sådan blev det. Holmer Lund kunne således byde brandfolk og beredskabsfolk fra de tre nærkommuner velkommen i den nye redningsstation lørdag den 8. januar.
- Den er rummelig, tidssvarende og funktionel, så det kan godt lade sig gøre at holde Nytårsparade her i Kolind, sagde Holmer C. Lund i sin velkomsttale.
Ifølge formanden for Beredskabskommisionen, Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou, bliver det ikke sidste gang, idet det er planen, at Nytårsparaden nu skal holdes på skift mellem Grenaa og Kolind. I år 2001 vender den således tilbage til Grenaa.
- I 1999 havde Grenaa Brandvæsen 90 års jubilæum, så det var godt at starte dér med det nydannede beredskab. Siden har vi været til indvielse af denne nye, flotte redningsstation i Kolind, plus yderligere én af slagsen i Fjellerup, så samlet set har vi nogle rigtig fine forhold at byde på til mandskabet, sagde Gert Schou indledningsvis i sin tale.
Mange opgaver
- Beredskabet løser ikke kun brand- og redningsopgave - også miljøforureningssager skal vi tage hånd om. Noget vi lige har oplevet her i Grenaa med olieudslippet i Saltbækken og Kattegat. Indkvarterings- og forplejningsopgaver har vi også en flok dygtige frivillige til at tage sig af. For alt dette betaler man cirka 100 kroner pr. borger i kommunerne. Godt nok må vi slippe en 50'er mere i Grenaa Kommune, fordi vi er forpligtet til at opretholde et krigsberedskab, men det gør vi også gerne, sagde han videre.
Fordelen ved at være flere kommuner samlet omkring et beredskab er, at man kan arbejde med en større grad af henlæggelser, så nødvendigt nyt materiel nemmere kan anskaffes end hvis det havde været den enkelte kommune, der stod alene med opgaven.
1999 et stille år
Han kunne endvidere fortælle, at 1999 havde været et forholdsvist stille år med 249 udrykninger samlet set i de 3 kommuner. Her var træindustrien Novopan i Pindstrup dog lidt af en skurk med hele 29 udrykninger for Midtdjurs Brandvæsens vedkommende.
Formanden rundede også lige år 2000-problemet, der slet ikke var et problem, da det kom til stykket.
- Men det kunne det have været, hvis vi ikke havde været velforberedte. Der er ihvertfald lavet et flot koordineringsarbejde rundt omkring for at eliminere problemet. Der er også brugt mange penge på det, og mon ikke IT-industrien har tjent en ekstra skilling på at skabe en 20%'s overforskrækkelse, sagde Gert Schou, som derpå gik over til overrækkelse af anciennitetstegn med videre. Jytte og Benny Skiffard fra Beredskabs-Forbundet fik 10 års tegn, og ligeså med Harley Jacobsen fra Midtdjurs Brandvæsen og Michael Jensen fra Grenaa Brandvæsen. Ulrik Krogh og Leif Bager fra Grenaa Brandvæsen havde gjort sig fortjent til et 20 års tegn hver, mens Niels Pihl fra Midtdjurs Brandvæsen blev udnævnt til indsatsleder i stedet for Anders Lund, der har måttet afgive denne titel af arbejdsmæssige årsager.
Farvel til brandmand efter 36 års tjeneste
Endelig var der blomster, brandøkse med forsølvet øksehoved og mange smukke ord til en institution udi i brandbekæmpelse i Midtdjurs Kommune. Bent Salminen benyttede nemlig lejligheden til at sige farvel efter 36 års tjeneste i Midtdjurs Brandvæsen. Beredskabschef Erik Laursen havde lavet lidt statistik på Bent Salminens 36-årige virke som brandmand: Cirka 1080 udrykninger har Bent Salminen deltaget i - svarende til et tidsforbrug på cirka 3240 timer - og i kørte kilometer bliver der tale om en strækning på henved 16.200 kilometer.
- Jeg tror ikke nogen kan måle sig med denne statistik, sagde Erik Laursen.
Uddrag af beredskabschefens årsberetning vil kunne læses i næste uges udgave af Grenaa Bladet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000