17-01-2000 |
|
Ikast-kunstner udstiller billeder i Djurslands Bank |
![]() |
Ikast-kunstneren Poul Johansen er januar måneds udstiller i Djurslands Bank i Grenaa. Poul Johansen er tegner og maler. I boligen i Ikast driver han desuden et lille galleri, »Galleri 19«, med skiftende udstillinger af andre kunstneres værker. Om sit arbejde siger han selv:
- Som tegner og maler arbejder jeg med forskellige områder og udtryk. Det gælder både naturalistiske og symbolske motiver. Mit hovedtema er »Mennesket og byen« - bybilleder, hvor den varme farveskala bruges, også i symbolsk betydning. En anden side af maleriet er den kirkelige og kristne symbolik med temaer, digte og lignende som inspiration. Som naturalist er jeg først og fremmest tegner, men i de senere år har jeg også brugt den naturalistiske udtryksform i mine oliebilleder - for eksempel i serier fra Færøerne, Grønland, Jyllands vestkyst og i serien fra »Fra hedens brune land«, fortæller han.
I samarbejde med en lokal bogtrykker har Poul Johansen udgivet både postkort og kunstmapper. Prøver af disse arbejder kan ses på udstillingen, der kan beses i banken måneden ud.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000