17-01-2000

To 19-årige anholdt for indbrud mod Blå Jens

Grenaa Blad logo

Natten til mandag i sidste uge blev der begået indbrud mod Café Blå Jens i Storegade i Grenaa. Indbruddet skete ved 03-tiden, og personer tæt derved blev vækket af det postyr indbrudstyvene lavede. Disse vidner så to personer gå ud på Storegade fra baggården til Blå Jens bærende på en sæk med noget i. Vidnerne så endvidere de to personer forsvinde ind i en opgang tæt derved, og via de oplysninger og signalementer, der i den forbindelse blev videregivet til politiet, fandt en patrulje hurtigt frem til to 19-årige ungersvende fra Grenaa, der begge blev anholdt under sigtelse for indbruddet. Endvidere fandt politiet i en opgang sækken med mad- og chokoladevarer, der stammede fra Blå Jens. Under afhøringer erkendte de to 19-årige at have begået indbruddet, hvorefter de blev løsladt under sagen mod dem. Forholdet kommer til at indgå i et større sagskompleks af verserende sager, som de to 19-årige om føje tid skal stå til regnskab for overfor en dommer.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000