10-01-2000 |
|
Grønt lys til 10. klasse center ved Grenaa Idrætscenter - men ikke uden forbehold! |
![]() |
Et flertal i Grenaa Byråd sagde tirsdag i sidste uge ok til etablering af et 10. klasse center ved Grenaa Idrætscenter i samarbejde med Nørre Djurs Kommune. Beslutningen skulle også tages nu, hvis centret skal have en chance for at stå klar til at tage imod det antal 9. klasse-elever i de to kommuner, der måtte ønske at tage 10. klassetrin med fra og med det kommende skoleår til august måned. Men beslutningen blev ikke taget uden forbehold fra flere borgerlige politikeres side. De synes der er for mange åbne spørgsmål i projektet, samtidig med, at de er utilfredse med, at en aftale med Grenaa Handelsskole omkring etablering af projektet dér, er gået i vasken.
Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou indledte debatten med en melding om, at der var »no hard feelings« mellem kommunen og handelsskolen af den grund. Der havde efter hans mening været tale om en sober forhandling, hvor man bare ikke kunne nå hinanden på det økonomiske område, idet handelsskolens oplæg til en husleje i et nybyggeri ville sprænge de økonomiske rammer, der ligger i projektet. På byrådsmødet kom det frem, at 200.000 kroner skilte parterne på årsbasis. Derfor var man altså gået efter det flere byrådspolitikere kaldte den næstbedste løsning, som samtidig er en helgardering, hvis det går som »kloge hoveder« forudser, at der om en 5-7 år slet ikke eksisterer et 10. klassetrin i kommunalt folkeskole-regi. Hvis det sker kan de idrætsklubber, der i forvejen holder til i Idrætscenter, få overdraget lokalerne til de sociale rum, som står højt på disse klubbers ønskeliste.
For mange løse ender
Venstres Alice Espeholt havde taget forbehold overfor projektet i Børne- og Ungdomsudvalget, og det forbehold fastholdt hun på byrådsmødet.
- Det gør jeg fordi projektet ikke er godt nok forberedt. Det er ikke realistisk, at byggeriet kan stå klar ved skolestarten til august, og så kommer man ud i et roderi med at skulle finde midlertidige lokaler. Det er både godt og nødvendigt med et 10 kl. center - herunder valgmuligheder i forhold til folkeskoleloven - men vi bør køre videre endnu et år som hidtil i stedet for at haste projektet igennem nu med risiko for at lave makværk. Udskyd sagen, og forbered den grundigt til skolestart i år 2001, lød opfordringen fra Alice Espeholt, der var ked af, at en aftale med handelsskolen ikke blev til noget.
Andre ting, der for hende trak projektet i den forkerte retning, var ting som fjernelse af midler fra skolernes fælles indskoling af de små klasser, hvad et kommende efterskole-projekt i Dalstrup-Centret kommer til at betyde for søgningen til 10. kl. centret, om Nørre Djurs-aftalen stadig står ved magt med de ændrede forudsætninger in mente og endelig tvivlen om 10. klassetrins fremtid.
Positiv SF'er
SF's Tom Mortensen erkendte, at der var uklarheder i projektet, men at der ikke desto mindre var tale om et godt projekt, som SF derfor godt kunne støtte her og nu.
- Det er fint at 10. klasserne får deres egen skole i egne bygninger, og det ser ud til at kunne lykkes. Hvordan økonomien bliver, ja det må jo i sagens natur komme an på en prøve. Vi kan jo af gode grunde ikke vide noget om elevtallet på nuværende tidspunkt. Det ved vi senere på året, og så må vi ved budgetlægningen blot justere de fornødne driftsmidler ind i skolen i år 2001-budgettet. Og hvis det slet ikke holder, så er der meget fornuft i den »værste« placering, fordi lokalerne så vil kunne bruges af fritidsområdet. Om vi kan nå at starte skolen op i et nybyggeri er nok tvivlsomt, men det bør ikke stoppe projektet. Så skal eleverne blot være et andet sted indtil deres skole står klar, sagde SF'eren.
De Konservatives Lisbeth Steninge delte Alice Espeholts ærgrelser og forbehold omkring projektet.
- Med en løsning på handelsskolen ville skolen være sikret et godt undervisningsmiljø, cafeteria/kiosk og fælleslokaler, og det kan ikke være handelsskolens skyld, at der ville blive tale om et dyrt byggeri. Det kan jo ikke være meningen, at handelsskolen selv skal betale den del af huslejen, som Grenaa Kommune ikke vil betale. Hvis centret lukker efter fem år kunne vi blot træde ud af lejemålet. Sker det som projektet ligger nu, står vi stadig med låntilbagebetalingen, idet centret lukker. Det er ikke særlig heldigt, mente hun.
Ekstra penge?
Venstres Lotte Horneman var enig.
- Vi kunne i dag ligeså godt have taget stilling til, om vi ville give de ekstra penge, der skal til for at centret kan bygges ved handelsskolen. Den mulighed har vi bare ikke. Det er noget juks, at den skal hastes igennem, og jeg synes at det er utilstedeligt, at Økonomiudvalget blander sig i Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsbudget - uanset tidspres eller ej, sagde hun blandt andet.
Niels Erik Iversen (S) fra netop B&U erkendte, at det var et meget presset projekt, men at det ikke kunne være anderledes.
- Jeg var tilhænger af et projekt ved handelsskolen, men når mandatet i forhandlingen gik på, at vi skulle holde os indenfor den økonomiske ramme, og man så står overfor en manko på 200.000 kroner, så er der ikke så meget at stille op. Så må vi tage den næstbedste løsning, der blandt flere har den fordel, at den ligger tæt ved de ungdomsuddannelser, der skal etableres brobygning til. Og jeg mener ikke vi kan vente et år. Der ligger forventninger i systemet til, at det skal køre fra i år, og vi har fortsat en aftale med Nørre Djurs, som jeg mener vi er forpligtet til at holde. Det er et spændende projekt, hvor pædagogikken er klar. Vi mangler blot bygningen, sagde han.
Erik Hoberg (S) gjorde opmærksom på den yderligere fordel der ligger i, at fritidsområdet jo kan udnytte nybyggeriet i det tidsrum, hvor eleverne ikke udnytter lokalerne. Det vil sige mellem noget der ligner 15.00 og 22.00.
- Brugen af lokalerne skal være stor, for at tilgodese så mange områder som muligt, og det ville den ikke have været på handelsskolen. Desuden mener jeg, at vi har besluttet os for et center. Spørgsmålet har kun været, hvor det skulle ligge. Grenaa Idrætscenter er stillet i forslag, og det er det eneste vi skal forholde os til. Vi har forpligtet os til at lave centret - ikke kun overfor os selv - men også overfor skolerne, de unge, deres forældre og øvrige samarbejdspartnere, sagde han.
Venstres Leif Pieler erklærede derpå, at han ville undlade at stemme, da han ganske enkelt ikke tror på projektet. Han mente, at kommunen var alt for sent ude med et sådant projekt.
Lisbeth Steninge, Lotte Horneman og Alice Espeholt kunne heller stemme for Økonomiudvalgets indstilling, men det kunne de 13 øvrige byrådsmedlemmer imidlertid - der var afbud fra Mogens Blach og Arne Jessen - og dermed var beslutningen om at etablere et 10. klasse center bag ved Grenaa Idrætscenter endeligt vedtaget. Det kommer i vid udstrækning til at ske for lånte midler. Anlægsbudgettet bliver på cirka 6 millioner kroner.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000