10-01-2000

Bands efterlyses til en ny omgang Grand Prix-rock i Grenaa Bowlingcenter

Grenaa Blad logo

Kenneth Kajhøj - alias Kalle K. - har påny påtaget sig opgaven med at arrangere et Amatørrock Grand Prix i Grenaa Bowlingcenter med lokale bands.


- Det kunne være dejligt, om man kunne gøre det til en årligt tilbagevendende tradition at afholde Grand Prix for de lokale amatørbands, og det er i dette lys år 2000 Grand Prix'et skal ses, siger Kenneth Kajhøj, der for tiden leder med lys og lygte efter de mindre kendte bands i lokalområdet med henblik på deltagelse i dette års Grand Prix-serie, der skal køre i Grenaa Bowlingcenter i perioden fra den 1. april og 10 uger frem. Dog afhængigt af tilmeldingen, men indtil videre er otte lokale bands tilmeldt dette års Grand Prix.


- Det, jeg i øjeblikket går efter at finde frem til, er musikere/bands, der ikke tidligere har deltaget i et Grenaa Grand Prix, eller måske aldrig har haft mulighed for at spille et »rigtigt« job. Mit kendskab til den grenaaensiske musikscene er efterhånden ganske godt, men jeg har desværre på fornemmelsen, at der er mange bands, jeg endnu ikke kender til. Af samme grund opfordrer jeg alle musikere/bands indenfor denne kategori, der læser disse linier, til at kontakte mig hurtigst muligt, hvis de skulle have lyst til at være med i dette års Grand Prix, siger Kenneth Kajhøj.


- Der vil være præmier til alle deltagende bands og de nærmere omstændigheder omkring dette, bliver næsten som det var det første år. Dog vil vi i år have dommere med til at bedømme de enkelte bands. Dette gør vi for at sikre en mere fair måde at finde vinderen på, fortsætter Kenneth Kajhøj, der kan kontaktes telefonisk eller på privatadressen Lillegade 41a i Grenaa.


Den første vinder af et Grenaa Grand Prix i Grenaa Bowlingcenter var i øvrigt M.U.H.A.D.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000