10-01-2000

Jyske Bank

Grenaa Blad logo

Overrækkelse af præmien til Tage og familienI forlængelse af sommerens ombygning af Jyske Banks afdeling på Nytorv i Grenaa - og den store interesse folk udviste i den forbindelse - besluttede man i banken i efteråret 1999 at udsende et tilbud til ikke-kunder i Grenaa by. Charlotte Jacobsen fra Jyske Bank i Grenaa fortæller:


- Vi tilbød at gennemgå privat-økonomier, for at se om disse kunne skrues bedre sammen, således at man kunne få flere penge til sig selv. Desuden var der i tilbuddet en konkurrence om at komme med det bedste forslag til, hvordan det sparede månedlige beløb kunne bruges. Siden efteråret har vi blandt totalrådgiverne i afdelingen haft utrolig mange interesserede inde for at få et økonomitjek. Mange har været glade for at få nye øjne til at se på deres økonomi, fordi det har vist sig, at de virkelig kunne spare penge. En stor del har derfor valgt at skifte til en personlig rådgiver i Jyske Bank, fortæller Charlotte Jacobsen, og fortsætter:


- Der er kommet mange gode forslag til, hvordan det sparede beløb kunne bruges. Vi har derfor været nødsaget til at trække lod blandt de bedste forslag. Vinderen af konkurrencen blev Tage Holm Kristensen, Møgelbjergparken 28 i Grenaa. Han vil bruge de sparede penge på at invitere sin familie ud lidt oftere. Samtidig fik Tage Holm Kristensen muligheden for at forsøde sin kone Anna Margrethe og døtrene Line og Rikke's nytårsaften med præmien, som bestod af 3 flasker champagne fra »Vinstokken« i Lillegade. Overrækkelsen af præmien sker på herstående billede, hvor herlighederne overdrages til Tage Holm Kristensen af bankelev Mads Zindorff Ravn og totalrådgiver Charlotte Jacobsen.


- Hvis man ikke nåede at få lavet et økonomi-tjek i denne omgang, er alle selvfølgelig altid velkomne til at henvende sig til en totalrådgiver i afdelingen - og vi glæder os i øvrigt til at gentage succesen her til foråret, slutter Charlotte Jacobsen.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000