10-01-2000

Generelt en fredelig omgang idet Djursland gik ind i et nyt årtusinde

Grenaa Blad logo

Computerne strejkede ikke, telefonerne fungerede fint, strømmen forsvandt heller ikke og i det hele taget må man sige, at diverse dommedagsprofetier ikke kom til at holde stik, da vores lille klode skiftede århundrede og årtusinde. Et øget brand- og redningsberedskab i Grenaa, Nørre Djurs og Midtdjurs kommuner fik således ikke brug for at vise, hvad det duer til i en sådan krisesituation. Brandfolkene på Beredskabsgården i Grenaa var således kun i aktion en enkelt gang i forbindelse med ildløs i en container på Østerbrogade, forårsaget af noget henkastet fyrværkeri. På Grenaa Centralsygehus behandlede man flere fyrværkeri-skader, men ikke flere end sædvanligt, og ingen mistede synet i forbindelse med disse skader, hvoraf den værste relaterede til en svært læderet finger. Falck i Grenaa havde også en rolig aften, og hos politiet i Grenaa kan man heller ikke hidse sig op over begivenhederne omkring årtusindskiftet. Antallet af hærværksanmeldelser har således ikke oversteget tidligere års ditto. Vel er mange pos

tkasser blevet sendt hinsides enhver postbærer-funktion, men det er der ikke noget nyt i. Andre anmeldelser om hærværk omkring årsskiftet er dog også blevet inrapporteret. I Vesterågade i Kolind gik noget sådant ud over to personbiler, der fik henholdsvis en siderude knust og en frontrude løsnet via kraftige kanonslag. På Møgelbjergparken skete der noget lignende ved en villa, hvor en termorude blev knust via et påklistret kanonslag. Ved fælleshuset i »Lysningen« i Ebeltoft blev der også knust ruder, men her fik man fat i gerningsmanden. Der var tale om en 37-årig mand fra Ebeltoft, der nu er sigtet for hærværk. En knust rude til Børnehaven Troldebo ved Søndre Skole i Grenaa har man også kunnet notere sig på hærværkssiden omkring nytår.


Voldsepisoder var der heller ikke mange af - så vidt politiet er orienteret. En enkelt i Grenaa i forbindelse med en privat fest blev det dog til. Her blev der udstukket et par sigtelser for vold og en enkelt for hærværk.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000