03-01-2000 |
|
10. klasse center ved Grenaa Idrætscenter |
![]() |
Grenaa Byråd behandler sag om:
10. klasse center ved Grenaa Idrætscenter
At der skal oprettes en central skole for 10. klasser i Grenaa Kommune - og helst i samarbejde med de andre kommuner på Djursland - har Grenaa Byråd allerede principgodkendt. Nu mangler blot de sidste godkendelser af projektet, det indeholder bestemmelser omkring finansiering og placering med videre, og en afgørende beslutning tager byrådet formentlig på et byrådsmøde på Grenaa Rådhus tirsdag i indeværende uge. Følger man forvaltningens indstilling i sagen sker etableringen af centret via en om- og tilbygning til Grenaa Idrætscenter. I første omgang søgte kommunen at finde en løsning i samarbejde med Grenaa Handelsskole, men der kunne ikke opnås enighed med handelsskolens ledelse omkring lejebetingelser for et sådant 10. klasse center.
Etablering af en skole kun for 10. klasser i et selvstændigt ungdomsmiljø ved Idrætscentret - der i forvejen er nabo til to ungdomsuddannelses-projekter - IT-College Denmark og Detailhandels College Danmark (DCD) - aflaster samtidig de fem fastlandsskolers behov for udvidelse af de fysiske rammer, idet der jo ikke vil være et 10. klassetrin på disse skole, idet centret står klar. Der er i samarbejde med Nørre Djurs Kommune endvidere udarbejdet et skitseforslag til en samarbejdsaftale omkring 10. klassecenter for Grenaa og Nørre Djurs kommuner, ligesom der til samfulde otte kommuner på Djursland er fremsat enslydende forslag om, at elever til 10. klasse i de enkelte kommuner frit kan vælge skolested efter princippet om, at pengene følger eleven. Her har kun Midtdjurs Kommune meldt fra på forhånd.
Udnyttes af andre udenfor skoletiden
Børne- og Kulturafdelingen i Grenaa Kommune har peget på følgende fordele/muligheder i forbindelse med et 10. klasse center ved Grenaa Idrætscenter:
- Med en løsning ved Idrætscentret får dette tilført lokaler, der uden for skoletiden kan anvendes til mødevirksomhed i det frivillige idrætsarbejde.
- Udbygning af Idrætscentret vil desuden give større mulighed for at leje lokaler ud til Grenaa Vandrerhjem, Grenaa Tekniske Skole og DCD i de perioder, hvor der ikke er undervisning i 10. klasse-skolen. Det drejer sig om ferieperioder, men også om »brobygningsperioderne« i samarbejde med ungdomsuddannelserne i byen. I alt fire måneder pr. år.
- Medfinansiering fra de idrætsklubber, der har deres hovedsæde i Idrætscentret, kunne anvendes til at bygge de mere kommercielle områder, såsom cafeteria og lignende.
- Hvis centerskolen for 10. klasse har en forholdsvis kort levetid - 5-7 år - vil lokalerne i påkommende tilfælde kunne dække de ønsker, der er i idrætsklubberne omkring sociale rum.
- Ud- og ombygning af stueetagen kunne gennemføres over flere år efterhånden som der findes midler dertil på kommunens anlægsside, vurderer forvaltningen, der foreslår projektet opdelt i tre faser, hvor første fase er en udbygning med rum til 10. klasseskolen, anden fase etablering af cafeteriafaciliteter og tredje fase er en ombygning af stueetagen efter forskrifter fra en styregruppe - afhængigt af ønsker og behov til den tid.
6 mio. kroner til etableringen
Udgifter til etablering af en 10. klassesskole skønnes at blive på cirka 6 millioner kroner, og foreslåes finansieret via størst mulig lånoptagning fra Grenaa Kommunes side.
Det er endvidere et ønske fra alle folkeskolerne, at der så hurtigt som muligt ansættes en leder af 10. klasseskole, således at de fem skoler har klarhed over hvilket personale, de har til rådighed i det kommende skoleår inden skoleårets planlægning. Forvaltningen bakker op om dette ønske - også med henvisning til, at den pædagogiske planlægning, samarbejdsaftaler med ungdomsuddannelserne og driftsaftaler med Søndre Skole (fysiklokale), Idrætscentret og Grenaa Bibliotek skal forhandles på plads i god tid inden det nye skoleårs start. På den baggrund mener man, at stillingen som leder bør opslåes pr. den 1. marts år 2000.
Sagen har været udvalgsbehandlet i såvel Børne- og Ungdomsudvalget, Voksen- og Fritidsudvalget som Økonomiudvalget, og i alle tre udvalg har der tegnet sig et flertal for den løsning for et 10. klasse center, som forvaltningen har lagt frem. Det ser således ud til, at et bredt flertal i byrådet vil bakke op omkring denne løsningsmodel.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000