03-01-2000

Hærværk med nytårskrudt

Grenaa Blad logo

Sager om hærværk med nytårskrudt er ikke et ukendt fænomen for Grenaa Politi. Heller ikke i dagene omkring nytårsskiftet 1999/00. Natten til tirsdag i sidste uge gik det ud over en personbil, der holdt parkeret ved indkørslen til Nordlyvej 27 i Ryomgård. Denne bil fik sprængt bagruden i stykker af hvad politiet formoder har været ulovligt nytårskrudt. Endnu værre gik det i så henseende med en personbil parkeret ved indkørslen til Søndergade 28 i Kolind samme nat. Her blev en siderude knust, hvorefter der blev kastet et kanonslag ind i bilen. Der skete naturligvis skader på interiøret, men heldigvis gik der ikke ild i køretøjet. Lidt senere samme nat i Bredgade i Kolind var den gal igen. Denne gang var det én af Postdanmarks røde postkasser med indhold, der måtte holde for. Postkassen blev sprængt i stumper og stykker, og indholdet blev selvsagt også kraftigt beskadiget.


Politiet modtager meget gerne henvendelser fra eventuelle vidner i disse sager. Eller fra folk, der mener at have kendskab til hvem, der eventuelt kunne stå bag det grove hærværk.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000