03-01-2000 |
|
Peber og elefanter |
![]() |
FOF Grenaa/Midtdjurs har i 1999 gennemført 180 kurser og godt 2500 borgere har benyttet sig FOF's tilbud i årets løb. Kalenderen siger nu år 2000, og dermed er FOF klar til en ny omgang folkeoplysning af forskellig art. Blandt andet et foredrag med den eksotiske overskrift »Peber og elefanter«. I øvrigt er det i indeværende uge, at aftenskolernes fællesprogram husstandsomdeles sammen med nærværende udgave af Grenaa Bladet.
FOF har for sin del tre ting på programmet her i januar måned. Den 17. januar starter et efterfødselskursus i Kulturhuset Pavillonen. Kurset er for kvinder, der har født inden for det sidste halve års tid. Fædrene må dog også gerne være med nogle gange. Kurset løber over 6 mandage. For dem, der endnu ikke har født, er der et tilbud om fødselsforberedelse med start den 19. januar. Det foregår også i Kulturhuset Pavillonen og løber over 6 onsdage.
I en lidt anden boldgade kommer man, hvis man den 26. januar stiler mod samme kulturhus med henblik på at opleve foredraget »Peber og elefanter« ved Lars Sand Kirk. Han fortæller denne aften om Vasco da Gama - portugiseren, som fandt søvejen til Indien i 1498 - og om den unge, danske admiral Ove Giedde, som i år 1618 med sine orlogsskibe afsejlede til øen Ceylon - der nu hedder Sri Lanka - ved Indiens sydspids for at etablere handelsstationer. Lysbilledforedraget er også fortællingen om egne rejseoplevelser langs det indiske ocean. Rejsen går gennem det frodige Sydindien langs vandvejene i Kerala, med naturreservater, theplantager og tempelhelligdomme. Der berettes om naturfolket Veddaerne på Sri Lanka, de buddhistiske dagobaer og tropiske strande med styltefiskere og katamaraner.
Lars Sand Kirk er uddannet som arkitekt og tegner, og har siden 1992 arbejdet på Djurslands Museum med museumsudstillinger, formidling, tegning og illustration.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000