27-12-1999

Fusionsforeningens chefer er fundet

Grenaa Blad logo

De tre chefer for økonomiafdelingen, planteavlsafdelingen og sekretariatet i den nye fusionsforening - Djursland Landboforening/Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforening - er ansat pr. den 1. januar af den fælles bestyrelse for de to landboforeninger på Djursland. De tre stillinger besættes internt, idet Hans-Henrik Dalsgaard, der hidtil har været leder af økonomiafdelingen i Allingåbro, tiltræder som chefkonsulent for økonomiafdelingen. Jørgen Flensborg, der hidtil har været leder af planteavlssektionen på centret i Rønde, tiltræder som chefkonsulent for planteavlsafdelingen, og Claus Højlund Andersen, der har været konstitueret som sekretariatschef i den gamle Djursland Landboforening, tiltræder som chef for sekretariatet.


Hans-Henrik Dalsgaard er uddannet agronom og har i 9 år været leder af økonomikontoret i Allingåbro, foruden at han har været bestyrelsens sekretær og kasserer. Jørgen Flensborg er også uddannet agronom og har i 10 år ledet planteavlssektionen i Følle. Claus Højlund Andersen er universitetsuddannet og HD'er, og har været ansat i Djursland Landboforening i halvandet år. Forinden var han økonomilærer på Kalø Landboskole gennem 9 år.


- Det er bestyrelsens håb, at medlemmer og ansatte i den nye fusionsforening vil støtte op om det fremadrettede arbejde, som de tre chefer sammen med de folkevalgte nu skal i gang med, siger formanden for Djursland Landboforening, Ole Andersen.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000