27-12-1999

Landboforeningen laver nytårsmøde med Ulla Dahlerup

Grenaa Blad logo

Traditionen tro afholder Djursland Landboforening et nytårsmøde med en foredragsholder, der ikke tager udgangspunkt i det strengt landbrugsfaglige, men hvor man som landmand alligevel godt kan nikke genkendede til sin egen hverdag. Nytårsmødet foregår på Allingåbro Hotel onsdag den 5. januar og aftenens foredragsholder er Ulla Dahlerup: Forfatter, samfundsrevser, rødstrømpe, journalist og provokatør - betegnelserne på denne farverige person er mangfoldige, og der bliver tale om en aften, hvor Ulla Dahlerup tager udgangspunkt i tre emner: »Er der plads til to karrierer i et ægteskab?«, »Dengang familien var alt« og »Hvad er det for et samfund, vi er ved at lave?«.


Overskrifterne rummer mulighed for på én gang at runde fortid, nutid og fremtid i forhold til landbrugserhvervet - herunder den kolossale strukturændring erhvervet har oplevet - og fortsat kommer til at opleve.


- Udviklingen buldrer afsted omkring os uanset om vi kan lide det eller ej. Og hvad gør vi som mennesker for at forstå det der sker? Formår vi at omstille os i hurtigt nok tempo til også at være på omgangshøjde med situationen? Er de krav vi stiller til vores egen hverdag, under lige så hastig forandring, eller er der måske her et område, der trænger til fokus? Landbrugserhvervet og dets udøvere skulle gerne formå at holde takten i den udvikling, der kommer til os helt af sig selv, siger Per Blach, formand for Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforening, der netop har vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling at indgå i en fusion med Djursland Landboforening.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000