27-12-1999

Sommerhusgrundene vest for Kystvej i Grenaa er klar til at blive udbudt til salg

Grenaa Blad logo

Salget af sommerhusgrundene ved Grenaa Strand er gået i gang. De første grunde, der udbydes til salg - såfremt lejerne måtte ønske det - er beliggende vest for Kystvej.Sagaen om salget af Grenaa Kommunes sommerhusgrunde ved Grenaa Strand er ved at tage en afgørende drejning i retning af en realisering af planen, oplyser afdelingschef på Borgmesterkontoret på Grenaa Rådhus, Birgit Purup, i december-udgaven af kommunens personaleblad »Grenaa På Tværs«. Af et indlæg i bladet fremgår det, at man efter lang tids forberedende arbejde (det tør svagt antydes) i en arbejdsgruppe på forvaltningen, nu er nået så langt, at man er klar til at udbyde sommerhusgrundene vest for Kystvej til salg - hvis lejerne altså måtte ønske det.


- Og det er nu det bliver rigtig spændende, for det er ikke på forhånd til at vide, hvor mange lejere, der ønsker deres grunde udbudt til salg med henblik på at kunne købe dem. Vi har undervejs på Borgmesterkontoret fået en del tilkendegivelser fra lejerne. Nogle har sagt, at de meget gerne vil kunne købe den udlejede grund, mens andre har været bekymret for, om de blev tvunget til at købe. Vi har forklaret alle, at det er den enkelte lejer, der selv bestemmer, om grunden skal udbydes til salg, og under hele sagens forløb er der flere gange blevet sendt orienteringsbreve ud til alle lejerne, udtaler Birgit Purup.


Grenaa Kommune har i november måned skrevet til alle lejerne af grundene vest for Kystvej og meddelt, at man nu er klar til at udbyde grundene til salg. Et lille stykke ind i december måned havde ialt 31 lejere meddelt, at de ønsker deres grunde udbudt til salg.


- Det er med en vis spænding vi ser frem til, om vi »drukner« i sager om salg af sommerhusgrunde i løbet af foråret. Formentlig er der dog en del, som stadigvæk vil foretrække at være lejere, udtaler Birgit Purup i »Grenaa På Tværs«.


Samtidig med, at salget af grundene øst for Kystvej er gået i gang på Borgmesterkontoret, fortsætter arbejdsgruppen det forberedende arbejde vedrørende salg af grundene vest for Kystvej. Målet er, at Grenaa Byråd skal tage stilling til priser for disse grunde, således at de er klar til salg hen på foråret år 2000.


Kommunen forsøgte i første omgang at sælge grundene med forkøbsret til lejerne, men Tilsynsrådet underkendte denne beslutning, fordi man i henhold til gældende lovgivning på området skal sende grundene i offentligt udbud, så kommunen - og dermed kommunens borgere - sikres den højst mulige pris for grundene. Men det har aldrig været byrådets hensigt at sælge grundene til andre end lige netop dem, der i forvejen er lejere. Det vil sige, at man ikke er interesseret i, at en tredjepart kommer ind og overbyder grundlejeren i et offentligt udbud, og køber grunden under fødderne på lejeren. Øvelsen for arbejdsgruppen har så gået ud på at finde ud af, hvordan man sikrer lejerne en form for forkøbsret i et offentligt udbud. Reglen »omgås« ved at man sender grundene i offentligt udbud, hvis lejeren ønsker det. Lejeren kommer så med et bud afhængigt af det af kommunen på forhånd fastsatte prisniveau. Kommer en tredjepart og byder over, så tilbydes grunden til lejeren til denne »overpris«. Siger lejeren ok til denne gru

ndpris, er grunden hans. Siger han nej til at købe grunden til den pris, kører han blot videre som grundlejer på en 30 års kontrakt med kommunen. Denne konstruktion er blevet godkendt af Tilsynsrådet, hvorfor man nu er så langt fremme, at de første sommerhusgrunde så småt er ved at være klar til salg.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000