27-12-1999 |
|
En jule- og nytårshilsen til kommunens ansatte |
![]() |
Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou har udsendt følgende jule- og nytårshilsen til alle ansatte ved Grenaa Kommune via personalebladet »Grenaa På Tværs« december 1999:
»Her ved udløbet af dette århundrede, og dermed også den sidste jul før vi træder ind i, ikke kun et nyt århundrede, men også et nyt årtusinde, vil jeg gerne benytte lejligheden til at sende en julehilsen til alle ansatte ved Grenaa Kommune. Det er en meget omskiftelig tid vi lever i, og når dertil kommer, at pengene til kommunernes opgaveløsninger er blevet færre, samtidig med, at borgernes forventningspres til det kommunale system er blevet højere, ja så bliver kravene til os allesammen større og større. Hvordan skal vi tackle dette ydelses- og kvalitetspres fremover? Jeg mener, at det kun kan klares på en ordentlig måde ved at vi sammen forsøger at yde vort bedste - også selv om det til tider kan være svært. Det er borgerne i vor kommune, vi skal servicere på allerbedste vis samtidig med, at arbejdsglæden og samarbejdsklimaet på den enkelte arbejdsplads, og på tværs af disse, gøres bedre og bedre. Lad os allesammen på en positiv måde gå fremtiden i møde. Lad os altid have en konstruktiv dialog med hinanden
. Med disse ord vil jeg ønske alle ansatte inklusive deres familier en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår«, slutter borgmesteren sit indlæg i »Grenaa På Tværs«.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000