27-12-1999 |
|
Sæl-anlæg under opbygning på Kattegatcentret i Grenaa |
![]() |
Biolog ved Kattegatcentret i Grenaa, Jørgen Møller, fortæller i den seneste udgave af bladet »Hajen«, at et sæl-anlæg er under opbygning ved Kattegatcentret. Det foregår med udgangspunkt i Lagunen, og det er entreprenørfirmaet Skanska Jensen A/S, der står for hele entreprisen. Samme firma byggede i øvrigt stenmolerne omkring centret ved den seneste store udbygning, og er endvidere p. t. igang med anlægsarbejdet i forbindelse med en udvidelse af Grenaa Nordhavn.
På tværs af Lagunen vil der blive rammet pæle, og det eksisterende broanlæg udbygget, således at de faktisk bliver muligt at gå over til stensætningen ud mod Kattegat. Sælerne - de to »hylere« fra Anholt, som centret adopterede sidste sommer - holdes indenfor et palisadehegn, som monteres på ydersiden af det nye brostykke.
- Vi forventer, at sælerne flytter ud i deres nye anlæg i starten af januar, skriver Jørgen Møller.
Sally og Molly
Resultatet af navne-konkurrencen omkring samme emne, kan biologen også løfte sløret for. Blandt de indsendte forslag blev navnene Sally og Molly udvalgt - og de var foreslået af henholdsvis Gerd-Anne Hansen, Grenaa, og Willy Hansen, ligeledes Grenaa. Vinderne har hver modtaget en flaske af den nye Grenaa-Vin, som Jøns. Eftf., Poul Meier, har introduceret i samarbejde med Kattegatcentret, hvis hajer pryder etiketterne på den nye Grenaa-Vin. Kattegatcentret retter i øvrigt en tak til alle deltagerne i konkurrencen for en positiv interesse for sagen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000