20-12-1999

Ældre Sagen i Grenaa er klar med programmet for første halvår af år 2000

Grenaa Blad logo

Ældre Sagen i Grenaa har netop barslet med et nyt aktivitetsprogram, der rækker ind i et helt nyt århundrede såvel som et helt nyt årtusinde. Der er med andre ord tale om første halvdel af år 2000. Det faste tilholdssted for arrangementerne er påny Ældrecentret Posthaven i Grenaa, hvor det første arrrangement i det nye år er fastsat til mandag den 10. januar, hvor Anne Marie og Ib Petersen fra Ikast kommer og præsenterer Danmarks store digter Jeppe Aakjær i ord og toner.


Tirsdag den 18. januar mødes et netværk af besøgsvenner indenfor Ældre Sagens regi. Nye hjælpere er meget velkomne. Henvendelse kan ske til Knud Christophersen. Mandag den 24. januar kommer forhenværende byrådsmedlem Leo Andreasen forbi for at fortælle om og vise lysbilleder fra Estland - eventuelt med et tilbud om en rejse dertil i dagene fra den 20.-28. juni med i bagagen.


Mandag den 7. februar afholder Ældre Sagen vinterfest i Posthaven, hvor orkestret FJAS underholder med sang og musik i forbindelse med spisning og dansant.


Mandag den 21. februar kommer der besøg fra Djurslands Museum. Arkæolog Niels Axel Boas fortæller om muséets udgravninger i 1999, og Kim Paulsen præsenterer interessante effekter fra muséet - også redskaber og værktøj, som medlemmernes bedsteforældre og oldeforældre har anvendt. Skulle man som Ældre Sags-medlem have nogle spændende ting liggende i gemmerne, så kan man tage dem med denne aften og fortælle om dem.


Marts byder i første omgang på årsmøde den 6. marts efterfulgt af sang og musik ved Hother Krag. Mandag den 20. marts handler det om højskolesangbogen under overskriften »Tradition og fornyelse«. Jens Grøn fortæller herom - og der skal naturligvis også synges den aften i Posthaven. Jens Grøn er forstander på Vestbirk Højskole og er medredaktør af sidste udgave af højskolesangbogen.


Mandag den 6. april drager Ældre Sagen i Grenaa på musical-tur til Århus Musikhus, hvor man skal opleve »West Side Story« - der også går under betegnelsen »verdens bedste musical«.


Udlandsturen går til Holland

Onsdag den 5. april er der virksomhedsbesøg hos Terma Industries i Grenaa (det tidligere Per Udsen Co.). Mandag den 10. april kommer Hanne Poulsen fra Århus og fortæller om sin tid som kvindelig langturschauffør, mens maj måned byder på den årlige udlandstur. Denne gang går turen til Holland. Der er tale om en fem-dages tur fra den 2. til den 6. maj. Under opholdet skal rejseselskabet fra Grenaa bo under alternative forhold. Flodbåde kan vel nok tåle betegnelsen »en anden form for vandrerhjem«!


Mandag den 15. maj står den på Erik Frandsens lyd- og diasshow om Færøerne og Island - en passende optakt til en spændende kunst- og kulturrejse til netop Færøerne i dagene fra den 23. til den 28. august. Men inden det kommer så vidt arrangeres der den 23. maj en bustur til Århus, hvor Ældre Sagen skal besøge Århus Domkirke og Den Gamle By med blandt andet Møntmestergården. Endelig underholder Grenaa Amatørteater i Posthaven den 29. maj.


De faste aktiviteter kører også ufortrødent videre i Ældre Sagen. Mandage formiddage bowles der i Grenaa Bowlingscenter, onsdage eftermiddage spilles der bridge i Kulturhuset Pavillonen og traveture med Grenaa Idrætscenter som udgangspunkt forgår fortsat tirsdage eftermiddage. Yderligere kan man blive medlem af Grenaa Motionsklub med rabat på kontingent-betalingen, ligesom petanque-sæsonen begynder den 4. april. Der spilles tirsdage formiddage ved petanque-banerne på Stadionallé fra og med denne dato.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000