13-12-1999 |
|
Søndag i bageriet |
![]() |
Søndag den 19. december er der jule-åbent-hus i bageriet hos Byens Konditori i Grenaa. Det er ikke unormalt, at bageren har åbent om søndagen, men på søndag den 19. december åbnes også dørene til selve bageriet i to formiddags- og to eftermiddagstimer. Det sker i det håb, at kunderne vil tage imod tilbuddet om at kigge ind og se, hvordan brødet og kagerne bliver til. Personalet er på arbejde som på en normal hverdag, og det betyder blandt andet, at de store maskiner og ovne producerer brød og kager hele dagen.
- Vi vil gerne give vore kunder et indtryk af, hvordan et moderne håndværksbageri arbejder. Det er der ikke rigtig tid og plads til i det daglige, men det lover vi der er på søndag, siger bager- og konditormester Carsten Kristensen fra Byens Konditori i Kannikagade i Grenaa.
- Der vil selvfølgelig blive budt på lidt friskbagt julebag med gløgg eller kaffe til, tilføjer han.
Byens Konditori er medlem af Konditor-Bager Kæden, der er en kæde bestående af godt 30 selvstændige bagerier i Jylland og på Fyn, der samarbejder på mange områder - blandt andet for at holde de gode håndværksmæssige traditioner i hævd.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000