13-12-1999 |
|
Jørgen Steffensen |
![]() |
Formanden for GIF Fodbold, Jørgen Steffensen, fortæller i den seneste udgave af klubbladet »1/2-Legen«, at selveste Sepp Piontek har kig på én af klubbens spillere. Den tidligere landstræner for Danmark, Haiti og Tyrkiet - og klubtræner for Werder Bremen, Bursaspor, AaB og Silkeborg - er nemlig blevet landstræner for Grønlands fodboldlandshold. Han er netop ved at sammensætte den grønlandske landsholdstrup, og har ifølge Jørgen Steffensen altså fået én af GIF's spillere, Peri Fleischer, (billedet), i kikkerten. Peri Fleischer har sin unge alder til trods allerede haft debut på klubbens 1. hold, og har ellers været at finde på klubbens 2. hold i Serie 2 i den forgangne 1999-sæson.
- Peri Fleischer er tilsyneladende faldet godt til i GIF, og det ser ligeledes ud til, at truppen har taget godt imod ham. Peri Fleischers tilknytning til Grenaa skyldes Hessel Fodboldkostskole, hvor Peri går på den overbygning, der blev startet efter sommerferien. I det daglige er Peri at finde på Grenaa Handelsskole, hvor han er handelsskolelev. På Hessel Gods bliver han trænet at vores egen træner Kent Nielsen, der fremhæver Peri's offensive kvaliteter med en god teknik og et giftigt venstreben, skriver Jørgen Steffensen om den unge fodboldspiller, der ser ud til at blive klubbens første landsholdsspiller gennem tiden - ihvertfald den første grønlandske af slagsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000