06-12-1999

En ældre-hjælper-ældre-ordning har set dagens lys i Posthaven i Grenaa

Grenaa Blad logo

Ældreordningen i Grenaa Kommune åbnede den 1. december i sidste uge i Ældrecentret Posthaven i Grenaa. Der er tale om en ordning, der formidler praktisk hjælp af forskellig art fra ældre til ældre, og kan benyttes af alle pensionister i hele Grenaa Kommune.


En ældrehjælper er med andre ord betegnelsen for en person, som har valgt at indgå i et frivilligt arbejde blandt ældre medborgere. De frivillige hjælpere i ordningen udfører dog ikke hjemmehjælpsopgaver. Ordningen er blevet til i et samarbejde mellem Ældremobiliseringen i Århus Amt ved Lise Legarth, Lokalrådet i Ældrecentret Posthaven og Posthavens vennekreds, og onsdag den 1. december i sidste uge blev der afholdt en reception i forhallen til Ældrecentret Posthaven i anledning af starten på Ældreordningen i Grenaa Kommune. Konsulent Lise Legarth fra Ældremobiliseringen i Århus Amt har været fødselshjælper på projektet. Der er tale om en organisation, der er startet op på landsplan af seks forskellige ældreorganisationer, og som via puljemidler fra Socialministeriet arbejder på at lave sådanne ældre-hjælper-ældre-grupper over hele landet. Der findes i alt otte konsulenter i Ældremobiliseringen i Danmark, og Lise Legarth dækker så Århus Amt som én af de otte.


Gratis kursus til ældrehjælperne

I en ældre-hjælper-ældre-ordning er man flere om at varetage de opgaver, der måtte være behov for. Det er den enkelte ældrehjælper, der afgør, hvor megen tid han/hun vil investere i opgaven. Enhver gruppe, der oprettes i Ældremobiliseringens regi, tilbydes et kortere - gratis - kursus, som klæder den enkelte ældrehjælper på til opgaven, hvilket også gør sig gældende for ordningen i Grenaa Kommune. Man får som ældrehjælper ikke noget honorar, men »lønnen« består i, at man oplever anerkendelse, påskønnelse og respekt fra dem man hjælper.


Områdelederen i Posthaven Ninna Thomsen erklærede ordningen for åben ved sidste uges reception med nogle ord om baggrunden for dens etablering, og den måde, som den skal bruges på.


- Idéen udspringer af, at mange ældre har givet udtryk for, at de gerne vil have hjælp til nogle praktiske ting, som falder uden for hjemmehjælpernes ansvarsområde. Det kunne være at hente en bog på biblioteket, sy en knap i en vest, oplæsning fra bog eller avis, ledsagelse til læge, hjælpe med at skrive julekort, ledsagelse på gåture og meget andet. Der løses ikke hjemmehjælpsopgaver, men ordningen kan fungere som et fint supplement til hjemmehjælpen. Her i Posthaven har vi 60 frivillige hjælpere, der yder et uvurderligt stykke arbejde i forhold til det høje aktivitetsniveau vi har her på stedet. Det er en aktivitet og et engagement, som vi nu søger at flytte ud til de hjemmeboende ældre, der kunne trænge til en hjælpende hånd med dette og hint. Man skal blot henvende sig til Ældrecentret Posthaven, hvor ordningen har fast træffetid hver formiddag mandag-torsdag. Man fortæller én af damerne i ordningen om, hvad man har brug for hjælp til, og hun vil så stå for kontakten til en ældrehjælper, der får tildelt

opgaven. Man kan også henvende sig til De frivillige i Ældreordningen, hvis man kunne tænke sig at være med i staben af ældrehjælpere i Grenaa, fortalte Ninna Thomsen, samtidig med, at hun understregede, at man som ældrehjælper selv kunne give udtryk for i hvor stort omfang, man ønskede at være aktiv i ordningen. Hvis man ikke har overskud til mere end en time hver 14. dag, så var det helt fint.


Opstart i ældreår

- Det har været en ambition at starte ordningen op her i 1999, der som bekendt er udnævnt til international ældreår af FN, og det er lykkedes med starten i dag. Ikke mindst med hjælp fra en meget ihærdig arbejdsgruppe og konsulent Lise Legarth fra Ældremobiliseringen i Århus Amt, sluttede hun sin tale.


Ældreordningen i Grenaa kan fortsat trække på hendens ekspertise på området. Der er endvidere lavet en folder om ældre-hjælper-ældre-ordningen i Grenaa.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000