06-12-1999 |
|
Grenaa-årbog på gaden for 23. gang! |
![]() |
Den 23. udgave af den lokale årbog er på gaden her til julehandelen. »Grenaa og Omegn Før og Nu 1999« præsenterer sig sædvanen tro med en række lokalhistoriske artikler. Blandt dette års emner finder man eksempelvis Trustrups mange skoler, skak i Grenaa, illegal våbentransport på Grenåen under besættelsen, radioens barndom i Grenaa, den kendte købmand, igangsætter og velgører C. J. Momme og sommerliv ved Grenaa Strand.
Det er påny Johnsen Offset der har stået og står for trykning, udgivelse og salg af årbogen, der udkom for første gang i 1976. Igennem en længere årrække har egnsarkivar Børge Kjær fra Grenaa Egnsarkiv været fødselshjælper på årbogen, idet han som årbogsredaktør har sørget for stof til bogens artikler, foretaget redigeringen og klargjort manuskript til trykningen. Således også hvad angår 1999-udgaven, hvori han dog i forordet understreger, at Grenaa's årbog er et resultat af manges anstrengelser.
- Et engageret forfatterhold har arbejdet intenst med forsknings- og skrivearbejde, og man har tålmodigt fundet sig i redaktørens indblanding under udformning af artiklerne. Under den sidste klargøring af manuskriptet til bogen har egnsarkivets medarbejdere tillige være en uvurderlig hjælp. Oplysninger er blevet kontrolleret, og der er blevet læst korrektur, og arkivets maskinpark er blevet holdt i fejlfri drift. Derfor tak til alle medvirkende. Jeg håber, at læserne vil værdsætte dette arbejde. Føler læseren sig beriget, oplyst og fornøjet i et eller andet blandingsforhold, så er redaktørens mål nået, skriver Børge Kjær blandt andet.
Årbogen indledes som tidligere set med »Set og sket 1998-1999«, hvor de væsentligste nyheder i Grenaa Kommune i årets løb præsenteres i kort form. Billedmaterialet er påny leveret af Dagbladet Djurslands fotografer Flemming Højer og Henning Hansen. For første gang i årbogens historie foreviges disse pressefotos i farver.
Trustrups skoler
Aage Bonde og Willy Helbo hører til Grenaa Egnsarkivs stamgæster, og gennem et godt stykke tid har deres studier på arkivet især været koncentreret omkring Trustrups skolehistorie. Stædigt har de arbejdet med at finde alle sporene af de fem skoler, som byen har haft gennem cirka 100 år. De har været fælles om detektivarbejdet og kildestudierne, mens Willy Helbo til slut har stået for udformningen af artiklen.
Pensioneret adjunkt fra Grenaa Gymnasium, Asger Hartelius, fortæller for sin del om skakkens historie i Grenaa. Han blev i 1964 ansat ved Grenaa Gymnasium, men interessen for skak blev først vakt langt senere. Først i 1987 blev han således medlem af Grenaa Skakklub, og i 1996 valgtes han som formand for klubben. Siden 1997 har Asger Hartelius brugt en del af sin pensionisttilværelse på at udforske Grenaa's skakliv, og det er der så kommet en artikel ud af i dette års Grenaa-årbog.
Børge Juul Jensen skriver om illegale våbentransporter på Grenåen. Han var aktiv modstandsmand under den tyske besættelse 1940-45, og han har tidligere skrevet om forhold fra modstandskampen. Han har også redigeret bogen »Modstandsbevægelsen i Grenaa«, der udkom i 1985. Artiklen i dette års udgave af Grenaa-årbogen tager da også udgangspunkt i modstandsarbejdet, men ender i det rene spøg og skæmt. Der er således tale om historien om, hvorledes en gruppe modstandsfolk konverterede udnyttelsen af en båd fra illegal våbentransport til fiskeri som bierhverv - omend en særdeles kortvarig af slagsen.
Radioens barndom
Grenaa Kirke's klokkenist Per Møller har også forstand på radioen - og dens lokale historie ikke mindst. Han har også en fortid i branchen, eftersom han fra 1967 til 1971 stod i lære hos Marcus Radio i Grenaa. I Grenaa og Omegn..... rapporterer han således fra radioens barndom i Grenaa med en meget spæd start tilbage i 1920'erne.
Søndag den 1. august 1999 døde Karl Weje Nielsen, Grenaa. Et par dage tidligere havde han færdiggjort et første udkast om Grenaa's storkøbmand, igangsætter og velgører C. J. Momme. Egnsarkivar Børge Kjær måtte således færdiggøre arbejdet med artiklen på egen hånd - og forhåbentligt i Karl Weje's ånd, som Børge Kjær udtrykker det i forordet til artiklen, der rummer en del nyt om Momme's herkomst, hans virke og hans indsats som velgører i Grenaa. Weje Nielsen havde lært kolonial en gros i firmaet C. J. Momme og Sechers Eftf. i begyndelsen af 1950'erne, hvilket har været en naturlig indgangsvinkel til at fatte interesse for virksomhedens grundlægger. Ingen anden person har som han sat sig spor i byen ved at give af sin overflod. Anlægget og Mommes Stiftelse i Grenaa var således to af de store projekter, som Momme stod bag økonomisk.
Sommerliv ved Grenaa Strand
Aage Skov lukker og slukker for dette års Grenaa-årbog med en artikel om sommerliv ved Grenaa Strand. Aage Skov er sommerhusveteran ved Grenaa Strand. Han byggede på en grund på Askevej i 1956 og er nu helårsboende i huset. Han har gennem flere år gravet dybt i sommerhusområdets historie, og der får årbogens læsere hermed glæde af.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000