29-11-1999 |
|
Udvidet boenhed for svært demente i Posthaven markeres med en udstilling |
![]() |
Den 1. september udvidede Grenaa Kommune sin boenhed for svært demente i Ældrecentret Posthaven i Grenaa fra 6 til 12 pladser. Torsdag i sidste uge blev udvidelsen markeret med en udstilling om demens i Posthavecentrets forhal, samtidig med, at der blev holdt en reception i centrets café, hvor en politiker, en områdeleder og to afdelingsledere fortalte noget om de strukturændringer på ældreområdet i Grenaa Kommune, der havde medført denne 100% udvidelse af boenheden Kærnehuset i Posthaven for de svært demente.
Områdeleder Ninna Thomsen lagde ud med en orientering om, at de politiske mål på området med udvidelsen af Kærnehuset, nu var ved at være nået. Der oprettes pårørendegrupper, en telefonrådgivning, en konsulentfunktion og demenstilbud i alle fem ældreområder i kommunen. Det eneste der manglede før alle må er opfyldt, var nogle dagtilbud for hjemmeboende demente, men hun sagde også, at noget sådant var i støbeskeen.
- Vores sundheds- og ældrepleje gør, at vi bliver ældre og ældre, men det betyder også, at den gruppe ældre der blive demente, også lever længere med sygdommen end tidligere generationer af demente ældre. TV2 Østjylland fokuserede for nogen tid siden på området med en negativ historie om, at det er de færreste kommuner, der overhovedet har nogle tilbud til demente. Jeg har inviteret dem herud i dag til en positiv historie om, hvor meget Grenaa Kommune er på forkant på dette område. Grenaa er en guldrandet kommune hvad det her angår. I dag fordobler vi tilbuddet overfor den gruppe af svært demente, der kræver opmærksomhed alle døgnets 24 timer. Et topuddannet og topmotiveret personale vil sørge for, at de også får gode oplevelser og gode dage. Det, ikke at vide hvem man er, eller hvem man er sammen med, gør én svag. De svage skal man tage hånd om, og det gør Grenaa Kommune ved at realisere disse meget ambitiøse mål på ældreområdet, sagde hun blandt.
Afdelingsleder Inge Aagaard talte om den kæmpeudfordring det var for personalet, at få en dobbelt så stor afdeling til at fungere. At man nok mister fodfæstet i ny og næ i forsøget herpå, men aldrig må miste sig selv.
- Der skal tænkes kreativt i muligheder - ikke i mangler. Vi skal fornemme hvad et andet menneske føler. Vi skal handle og møde dem på en formålstjenlig måde, så både personalet og de demente får det så godt, som overhovedet muligt, sagde hun, og understregede, at udstillingen om demens set i et historisk perspektiv skulles ses som et alternativ til et besøg i selve Kærnehuset.
- Det er privat område af hensyn til og respekt for beboerne, fastslog hun, samtidig med, at hun reklamerede for den undervisning i demens, som Kærnehuset tilbyder i uge 49 overfor Posthavecentrets brugere og andre interesserede.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000