22-11-1999

Juleshow i Møllehallen med Trustrup Springerne

Grenaa Blad logo

Søndag den 28. november inviterer Trustrup Springerne og deres forældre til et stort juleshow i Møllehallen ved Mølleskolen i Ålsø. Julehyggen begynder med salg af dekorationer og adventskranse, gløgg og æbleskiver, sodavand med mere, alt imens gymnasterne varmer op. Herefter starter opvisningen, hvortil der er inviteret hold fra Tirstrup Efterskole og børnespringholdene fra omegnen. Trustrup Springerne slutter af med deres eget show. Denne opvisning bliver lidt af en udfordring for holdet, da der er mange nye i denne sæson. Hvis alt går vel, bliver der denne 1. søndag i advent lejlighed til at se et hold i deres nye dragter, som dagens overskud blandt andet skal bruges til at finansiere. Efter opvisningen er der lejlighed til for interesserede fra publikum at afprøve redskaber og springbane.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000